Dyrenes Liv: I Pattedyr

ABERNE 33 fremmed for Jorden, der i det højeste kan læske dets Tørst for atter at støde det fra sig op til dets luftige Rige. Der føler det sig hjemme, der har det Ro, Fred og Sikkerhed; der kan det overvinde eller undfly enhver Fjende; — der tør det leve i fuldstændig Hengivelse til sin Sportsglæde.« Ved Hjælp af en god Kikkert — en nødvendig Betingelse for at iagttage disse sky Dyr i det Fri — har Duvaucel set Mødrene bære deres Smaa ned til Floden og, trods al Skraal og Protest, vaske og pjaske dem og derpaa aftørre dem og i det hele sørge for deres Renlighed med en Omhu, som man kunde unde mange Menneskebørn. Ved Solens Op- og Nedgang plejer Gibbonerne at forene deres højtskingrende Stemmer til en saa frygtelig Skrigen, at man skulde synes at blive døv, hvis man kom dem nær, og at man ligefrem forskrækkes, naar man ikke er vant til den besynderlige Musik. De er den gamle Verdens Brøleaber, de malayiske Bjærgfolks Vægtere, Plageaander for alle Bymennesker, hvis Ophold paa Landstederne de forbitrer. Deres Skrig høres paa en engelsk Mils Afstand. Hos nogle Arter er Lyden dog musikalsk og lader sig meget godt sælle paa Noder. En Ungko-Hun i Londons zoologiske Have begyndte med Grundtonen E og steg da i halve Toner en fald Oktav, gennemløbende en chromatisk Toneskala. Grundakkorden forblev stedse hørlig og tjente som Anslag for hver følgende Node. Under den opadgaaende Toneskala fulgte de enkelte Toner stedse mere langsomt, under den nedadgaaende derimod stedse hurtigere og tilsidst overordentlig rask. Afslutningen dannedes hver Gang ved et gjaldende Skrig, som blev udstødt af al Kraft. Den Regelmæssighed, Hurtighed og Sikkerhed, hvormed Dyret lod Toneskalaen lyde, vakte almindelig Beundring. Angaaende Gibbonernes Aandsevner er Iagttagernes Meninger delte. Man ser dem sjælden i Fangenskab, selv i deres Hjemstavn. De kan ikke taale Tabet af Friheden, længes stedse tilbage efter deres Skove og efter deres Leg der, bliver bestandig mere og mere tause og bedrøvede, — indtil de omsider bukker under. * * * Den anden Underfamilie af de smalnæsede Aber omfatter Hundeaberne (Cynopithecini), der kendes paa den mere fremtrædende Snude — især hos de lavere staaende Grupper, — paa Armenes ringere Længde, paa at Hale og Kindposer hyppig forekommer, og at de altid har Sædeknuder. Forøvrigt er de yderst forskelligt byggede; men mellem Slankabernes langstrakte og Bavianernes plumpe Form findes næslen alle Mellemtrin repræsenterede. De er udbredte over den gamle Verdens varme Lande og hører til de livligste og bevægeligste indenfor Abernes Orden. Kloge er de, men Brehm : Dyrenes Liv. I. 3