Dyrenes Liv: I Pattedyr

UPARRETTAAEDE 377 Mudderpøl, enhver Bæk eller Dam opsøges og benyttes af den i denne Hensigt. Derfor finder man ogsaa tit dens Hud bedækket med Jord og Dynd, naar man skyder den.« Henimod Aften søger Tapirerne deres Føde og er sandsynligvis i Bevægelse hele Natten. De viser altsaa i deres Levemaade en stor Lighed med vort Vildsvin. Dog samles de ikke i saa talrige Flokke, men lever ligesom Næsehornet mere enkeltvis. Navnlig skal Hannerne føre et Eneboerliv og blot i Parringstiden slutte sig til Hunnerne. Dog bemærker Tschudi, at de kommer flokkevis til Floderne for at bade sig og drikke. I deres Bevægelser minder Tapirerne om Svinene. Deres Gang er langsom og sindig; de holder i Reglen Hovedet ned mod Jorden, og kun den sig hid og did drejende, snøftende Snabel og Ørerne, der er i en uafbrudt Bevægelse, bringer noget Liv i deres forøvrigt yderst træge Udvortes. Tapiren er en ypperlig Svømmer og Dykker; den sætter uden Betænkning over de bredeste Floder og gaar i det hele gerne i Vandet. Stemmen er en ejendommelig, skingrende Piben, som ikke staar i Forhold til Dyrets Størrelse. Tapirerne flygter for enhver Fjende, endogsaa for den mindste Hund; men størst Frygt nærer de for Mennesket, hvis Overmagt de tilfulde kender. Under visse Omstændigheder styrter de dog i blindt Raseri løs paa deres Modstander, søger at løbe ham om og bruger da ogsaa Tænderne paa samme Maade som vort Vildsvin. Paa denne Vis forsvarer Hunnerne deres Unger. — I Fangenskab viser Tapirerne sig som højst godmodige Skabninger; de bliver ganske tamme, forliges godt indbyrdes og med andre Dyr og viser Hengivenhed mod dem, de kender. De kan leve længe hos os, men maa fremfor alt have en varm Stald om Vinteren. I vild Tilstand lever de kun af Planter, navnlig af Træernes Blade. I Brasilien æder de helst unge Palmeblade; ikke sjældent hjemsøger de ogsaa Plantagerne og viser, at de synes godt om Sukkerrør, Mango og Meloner. Omtrent fire Maaneder efter Parringen føder Hunnen en Unge, en lille, nydelig, stribet Skabning Alle Tapirer forfølges ivrigt af Mennesket, thi Kødet spises, og af Huden forfærdiges der Piske og Tømmer. En værre Fjende end Mennesket har Tapiren dog, saa vel i den nye som i den gamle Verden, i de store Kattearter. Næsehornene (Rhinocerotidaé) er store, plumpt byggede Dyr med et langstrakt Hoved, hvis Snudeparti bærer et eller to, bag hinanden staaende Horn. Hals og Hale er korte, Huden er panseragtig fortykket, næsten nøgen; Benene er korte og kraftige med tre hovbærende Tæer. Ikke blot Helheden, men hver enkelt Legemsdel gør et besynderligt Indtryk —- mest maaske dog Hovedets mærkelige Form og Hudpanseret, hvori dybe Furer og Rynker danner niere eller mindre tydelige Skjolde og fremmer de enkelte Deles