Dyrenes Liv: I Pattedyr

378 DYRENES LIV Bevægelighed. Snudens Horn, der har givet disse Dyr deres Navn, er Overhudsdannelser og bestaar af parallelt løbende, yderst fine Horntraade. Ogsaa paa andre Steder, men især dog paa Hovedet, kan Huden have hornagtige Fortykkelser, der hæver sig indtil flere Centimeler frem. Nuomstunder findes der kun Næsehorn i den indiske og afrikanske Region; men tidligere var de langt mere udbredte og levede f. Eks. baade i Tyskland, Frankrig, England, Rusland og Sibirien; særlig i det sidstnævnte Land er der næppe nogen Flod, i hvis Bredder man ikke finder Rester af Næsehorn, saavel som af Elefanter, Bøfler og andre Fortidsbeboerc. Panser-Næsehornen e (Rhinoceros) har ét Horn og veludvik-, lede Hals- og Lændefolder. To velbekendte, nulevende Arter hører hertil: Det indiske Næsehorn (Rhinoceros unicornis) bliver 3,75 M. langt, 1,7 Meter højt og kan veje ca. 2000 Kilo. Det lever i den nordlige Del af Indien. Videre Udbredelse i Indien har den anden nulevende asiatiske Art, Ja va-Næsehor n et (Rhinoceros sondaicus). De afrikanske Næsehorn (Atelodus) har to slanke, bag hinanden staaende Horn, og Huden er kun tydelig foldet ved Forbindelsesleddet mellem Hals og Krop, men hverken delt i Skjolde eller Bælter. Den mest bekendte Repræsentant for denne Underslægl er Boernes sorte Næsehorn (Rhinoceros bicornis), hvis Hovedfarve er mørk skifergraa med et stærkere eller svagere Anstrøg af smudsigt Rødbrunt. Fuldkomment udvoksede Hanner er 1,6 M. høje, og den samlede Længde, den 60 Ctm. lange Hale medindbefaltet, er ca. 4 Meter. De mere eller mindre stærkt tilbagebøjede Horn maaler 70 — 80 Ctm. Kun sjældent er det bagerste Horn tilnærmelsesvis saa langt som det forreste; hos de fleste naar det ikke dettes halve Længde, og ofte er det kun tilstede som en Knude. Dette Næsehorns Udbredelsesfelt er især mod Syd blevet stærkt indsnævret under Afrikas Kolonisation, men det er dog endnu ret stort, idet det spænder over en betydelig Del af Afrika, navnlig over deltes østlige Halvdel, omtrent fra 15° n. Br. mod Syd. De Gamle har ret godt kendt Næsehornet. Det er næppe nogen Tvivl underkastet, at det her omhandlede Dyr er Bibelens Enhjørning, hvorom Hjob taler. Romerne kendte saavel det enhorncde som det tohornede Næsehorn og lod dem optræde paa Kamppladsen. Saaledes bragle Pompejus det første enhornede Næsehorn til Rom i Aaret 61 f. Kr. til Legene tilligemed Lossen fra Gallien og Bavianen fra Æthiopien. De arabiske Skribenter skelner allerede meget tidligt mellem de indiske og de afrikanske Næsehorn. Derefter hengaar der lang Tid, inden man atter hører Tale om Dyret. Marco Polo er den første, der bryder Tavsheden. Han har set det paa sin Rejse i det 13de Aarhundrede i Indien, nemlig paa Øen