Dyrenes Liv: I Pattedyr

UPARRETTAAEDE 379 Sumatra. I Aaret 1513 modtog Kongen af Portugal et levende Næsehorn fra Ostindien. Rygtet om dette Dyr udbredte sig over alle Lande, og Albrecht Dürer udgav det første Træsnit af det, som han havde skaaret efter en slet Afbildning, der var sendt ham fra Lissabon. I det hele og store ligner alle Næsehorn hinanden i Levevis og Væremaade, om end hver Art har sine Ejendommeligheder. Det indiske Næsehorn anses foren meget ondskabsfuld Skabning; det javanske skildres som godmodigere, og paa Sumatra skal det slet ikke være ondskabsfuldt. Det store, tohornede, afrikanske Næsehorn bliver omtalt som det mest rasende, og i Almindelighed frygtes det mere end Elefanterne. I Afrika fjerner Næsehornene sig ikke sjældent temmelig langt fra Vandet for at græsse paa Stepperne, ligesom ogsaa de indiske undertiden gaar op ad Bjærgene. Dog besøger vistnok ethvert Næsehorn en Gang om Dagen Vandet for at drikke og vælte sig i Dyndet. Et Dyndbad er li- Indisk Næsehorn, gefrem en Fornødenhed for alle de Tykhuder, der lever paa Land; thi lige saa tyk som deres Hud er, ligesaa ømfindtlig er den. Navnlig om Sommeren piner Fluer, Bremser og Myg alle større Pattedyr, og for at beskytte sig imod dem lægger Næsehornene et tykt Lag Dynd over sig. Endnu førend de gaar ud for at søge Føde, skynder de sig hen til Bredderne af Søer, Kær og Floder, i-oder et Hul med Hornet og vender og drejer sig i det, indtil Ryg og Skuldre, Sider og Underliv er bedækkede med Dynd. Denne Vælten om i Dyndet bringer Dyrene til at stønne og grynte af Velbehag, ja den bringer dem endog til at glemme den Aarvaagenhed, der ellers er ejendommelig for dem. Dyndlaget falder dog snart af, først paa Benene og dernæst paa Skuldrene og Laarene, saa at disse Dele alter er udsatte for Fluernes Stik, og man ser nu Næsehornet til Trods