Dyrenes Liv: I Pattedyr

380 DYRENES LIV for dets Træghed løber hen til Træer for at gnide sig op ad dem og derved formindske sine Pinsler et Øjeblik. Næsehornene færdes mere om Natten end om Dagen. I den varmeste Tid af Dagen sover de paa et skyggefuldt Sted, idet de ligger halvt paa Siden og halvt paa Bugen, med Hovedet fremstrakt. Deres Søvn er meget fast, saa at man kan nærme sig dem uden stor Forsigtighed, og deres høje Snorken høres et godt Stykke bort. Ved Mørkets Frembrud rejser det plumpe Dyr sig, tager sit Dyndbad, rækker og strækker sig og gaar nu paa Græs. Sin Føde søger det ligesaa godt i tykke Skove som paa aaben Mark, i Vandet selv som i Mosernes Rørkrat og paa Bjærge som i Dale. Endog gennem den mest sammenslyngede Tykning baner det sig med den største Lethed Vej. Grenene og de tyndere Stammer maa vige for den i Bevægelse satte Masse, og kun omkring større Træer gør det en kort Svingning. Hvor det lever sammen med Elefanten, benytter det sædvanlig dennes Veje. Det æder Buskvækster, Tidsler, Siv, Steppegræs, Rødder o. s. v., og holder sig i Afrika især til de lave, buskede Mimoser. I Regntiden forlader det gerne Skovene og anretter da store Ødelæggelser paa det dyrkede Land. Fangne Næsehorn æder i det mindste et halvt Centner om Dagen. I Modsætning til Elefanten lever Næsehornet ikke i Hjorde, men enkeltvis eller i Smaaflokke paa 4—10 Individer, blandt hvilke der dog ikke hersker nogen nøje Forbindelse. Af dets Sanser staar Hørelsen øverst; derefter følger Lugten og Følelsen. Synet er kun lidet udviklet. Det paastaas almindeligt, at Næsehornet blot kan se lige ud for sig, og at det, naar det er rasende, følger sin skarpe Lugtesans og sin fine Hørelse. Stemmen bestaar i en dump Grynten, som i Vrede gaar over til en høj Prusten. Den røde Farve skal være Næsehornet meget imod, og man har oftere set det anfalde Folk, der bar en afstikkende Dragt, uagtet de aldeles ikke havde tilføjet det noget ondt. Den øvede Jæger lader det komme sig 10—15 Skridt nær og springer nu pludselig til Side; det rasende Dyr styrter da forbi og lader sin Forbitrelse gaa ud over Stene og Træer eller river dybe Furer i Jorden. Dybt inde i Skovens Tykning bringer Næsehornet en eneste Unge til Verden. Det er en lille, plump Skabning, hvis rødlige Hud ingen Folder har; men Kimen til Hornet er allerede tilstede. Moderen viser megen Omhu for sin Unge, giver den i henved to Aar Die og forsvarer den med Raseri mod ethvert Angreb. I gamle Dage har man fortalt, at Elefanten havde en Fjende i Næsehornet og regelmæssig maatte bukke under for dette blindt rasende Dyr; men ikke engang de ældre Rejsebeskrivere kender noget til dette Fjendskab; derimod fortæller nyere Rejsende om Næsehornets Venskab med andre Skabninger: »Oksehakkerne», siger Cumming, »ledsager stadig Flodhesten og de flre Arter af Næsehorn, thi de ernærer sig af det Utøj, som disse Dyr vrimler af, og opholder sig derfor bestandig i disse Tykhuders Nærhed eller paa