Dyrenes Liv: I Pattedyr

382 DYRENES LIV fra hvilke det blot kan befries al sine smaa, fjerklædte Venner. Det efterstræbes overalt med den største Iver, og de europæiske Jægere gør Jagt paa det med en sand Lidenskab. Man har fablet om, at dets Panserhud ikke kunde gennemlrænges af Kugler; dog har allerede tidligere Rejsende bevidnet, at den kan gennembores med en Lanse eller en kraftigt slynget Pil. Abyssinierne fælder Dyret med Kastespyd, af hvilke de undertiden slynger 50 — 60 paa et Næsehorn. I Indien jages det med Elefanter. Levaillant skildrer livligt en Jagt paa det tohornede Næsehorn : »Man iagttog et Par af disse Dyr, som ganske roligt stod i en Mi-mosaskov ved Siden af hinanden, med Snuden mod Vinden, og fra Tid til anden saa sig spejdende om. En Indfødt udbad sig at maatte liste sig bag paa dem. De øvrige Jægere fordelte sig, og en Hottentot tog Hundene i Forvaring. Den Indfødte klædte sig helt af og krøb med Bøssen paa Nakken yderst langsomt og forsigtig som en Slange hen ad Jorden. Han standsede øjeblikkelig, hver Gang Næsehornene saa sig om, og hans Kryben varede henved en Time. Endelig kom han til en Busk, omtrent 200 Skridt fra Dyrene. Der rejste han sig op og saa sig om for at se, om hans Kammerater var paa dei-es Post. Saa sigtede han, skød og saarede Hannen, som udstødte et frygteligt Brøl og rasende ilede hen imod ham tilligemed Hunnen. Han lagde sig ubevægedig paa Jorden; Næsehornene styrtede forbi ham og vendte sig imod de øvrige Jægere. Nu befriede man Hundene og gav Ild paa de rasende Dyr. De slog frygteligt om sig mod Hundene, rev med deres Hoin dybe Furer i Jorden og slyngede Jordklumper bort til alle Sider. Jægerne rykkede nærmere; Dyrenes Raseri steg bestandigt og frembød et skrækindjagende Skue. Da gjorde Hannen pludselig Fiont mod Hundene, medens Hunnen flygtede, til stor Glæde for Jægerne, som ikke gerne vilde have at bestille med to saadanne Uhyrer. Hannen vendte endelig ogsaa om, men løb henimod en Busk, bag hvilken der stod tre Jægere, som i en Afstand af 30 Skridt sendte den dødbringende Skud. Men den slog dog endnu saa hæftigt om sig, at der fløj Stene til alle Sider, hvorfor hverken bægere eller Hunde vovede at nærme sig. Levaillant vilde af Medlidenhed give den dens Rest, men blev holdt tilbage af de Indfødte, fordi de sætter høj Pris paa Blodet som et Middel mod alle Slags Sygdomme. Da Næsehornet omsider havde udaandet, løb de til, skar Blæren ud og fyldte den med Blod.« Til Trods for sit pirrelige Sind bliver Næsehornet let tamt. Dog har man haft et Eksempel paa, at et Næsehorn angreb og dræbte to Mænd, dog sandsynligvis fordi de havde tirret det. I de fornemme Huse i Orienten findes der alle Slags Bægere og Drikkekar, som er forfærdigede af disse Dyrs Horn. Man tilskriver saadanne Kar den Egenskab, at bringe den Drik, de indeholder, til at bruse, saa snart der hældes en giftig Vædske i dem. Ene nu hyppigere anvendes Hornet til Greb paa kostbare Sabler.