Dyrenes Liv: I Pattedyr

36 DYRENES LIV Endnu i vore Dage vises der Hulmanen den samme Ærbødighed som tidligere. Indierne finder sig rolig i, at den uforskammede Gæst plyndrer deres Haver og røver i deres Huse, og de ser skævt til enhver, som vover at fortrædige Guden. Duvaucel skriver, at det i Begyndelsen var ham umuligt at dræbe nogen af disse Aber, fordi de Indfødte stadig lagde ham Hindringer i Vejen. Forbes forsikrer, at der i Duboy træffes lige saa mange Aber som Mennesker. Aberne bebor Husenes øverste Etage og er til utaalelig Plage for fremmede. Naar en af Stadens Indbyggere vil hævne sig paa sin Nabo, strør han Ris paa sin Fjendes Tag en af de Dage, der gaar forud for Regntiden; tbi førend denne indtræder, maa enhver Husejer have Tagene istandsatte. Naar nu Aberne opdager det udslrøede Foder, æder de ikke alene det, som ligger frit paa Taget, men river ogsaa Tagstenene af for at faa de Korn, der er faldne ned i Revner og Sprækker. Da det ved den Tid, paa Grund af den slærke Efterspørgsel efter Tækkere, ofte er umuligt at faa Taget istandsat, hæn- » der det hyppigt, at Husets Indbo maa staa udsat for Regnskyllene og derved bliver ødelagt. Indbyggerne tager sig ikke blot af de sunde, men ogsaa at de syge Aber. Tavernier forefandt saaledes i Amadabad et Sygehus, hvori Aber, Okser, Køer og andre Dyr blev plejede. Alle Lofter bliver fra Tid lil anden bestrøede med Ris, Hirse, Sukkerror, Dadler og andre Frugter til Aberne. Disse er saa dristige, at de endog trænger ind i Husene ved Spisetid og tager Maden ud at Hænderne paa Menneskene. Missionæren John forsikrer, at det kun ved uafbrudt Vagtsomhed lykkedes ham at forhindre disse Tyve i at stjæle hans Klæder og andre Genstande. Abernes Fredning staar forøvrigt efter al Sandsynlighed i Forbindelse med Sjælevandringen. Indierne antager nemlig, at deres Sjæle efter Døden vælger sig Hul-manernes Legemer lil Bolig. Bortset fra deres Paatrængenhed er disse Aber smukke og tiltalende Skabninger. John bemærker udtrykkelig, at han aldrig har set smukkere Aber. Deres fredelige Samliv og deres overordentlige Behændighed fængsler enhver Iagttager. Slankaberne har ogsaa andre mærkelige Medlemmer at fremvise, f. Eks. Javanernes B u d e n g (Seninopilhecus maurus), der er en meget smuk Art. Den bliver med Alderen glinsende sort, med Glans som Fløjel i Ansigt og paa Hænder og med Silkeglans paa Ryggen. Hovedet bedækkes af en ejendommelig Pelshue, der falder ud over Panden og træder frem paa hver Side af Kinderne. Denne smukke Abe er omtrent 1,5 M. lang, hvoraf over Halvdelen dog falder paa Halen. Om Budeng’en fortæller Horsfield, at den lever i stor Mængde i Javas udstrakte Skove, ikke sjældent i Skarer paa over 50 Stykker, der ved Menneskers Komme opløfter høje Skrig og under frygtelig Larmen springer rasende omkring i Løvværket. I Fangenskab viser Budengen sig derimod som et stille, blidt og