Dyrenes Liv: I Pattedyr

ABERNE 37 melankolsk Væsen. I den zoologiske Have i Antwerpen levede en Budeng mellem smaa Marekatte og Makaker, der uophørlig drillede °g plagede den, uden at den blot saa meget som tænkte paa at værge sig. Komisk saa det ud, naar en knap enaarig Marekat lod den slore Abe danse efter sin Pibe og kujonerede den med Puf, Ørefigen, Nappen og Riven. Man kunde ikke være i Tvivl om, at Godmodighed var det herskende Træk i Budengens Karakter, og man savner hos den ligefrem den Abenederdrægtighed, der udmærker andre af dens Slægt saa meget. Den synes at lide meget under vort nordiske Klima; man kan se paa den, hvor godi ethvert Sol blink gør den, og hvor lykkelig den er, naar den blot kan opfange en enkelt Straale fra den livsvækkende Klode, hvis Glød har skænket dens smukke Fædreland al Tropernes Pragt og Herlighed. Fra de egentlige Slankaber udskiller man nu til Dags en Art, der i høj Grad karakteriseres ved sin Næse — Næseaben eller Kahau (Nasa/is larvatus). I al Almindelighed har delte mærkelige Væsen ganske Slankabernes Bygningstræk; men den fremspringende, karikc rede Menneskenæse, der er bevægelig som en Snabel og kan skydes frem eller trækkes tilbage, giver den noget højst ejendommeligt. Hos de unge Dyr er det saa mærk- Ung Næseabe. Fotograferet i Hamborg. værdigt formede Sanseredskab endnu lille og stumpt; først hos de gamle faar det sin uhyre Størrelse. Ifølge C. Bock er det dog kun <le gamle Hanner, men ikke Hunnerne, der har saa lang en Næse. Hannen er i det hele større end Hunnen. Kahauerne lever selska beligt paa Borneo; men vi ved kun lidt om deres Friluftsliv. De siges at samles Morgen og Aften i talrige Skarer paa Træerne °g opløfter ofte en Hylen, der lyder som »Kahau« og har givet dem deres ejendommelige Navn hos de Indfødte. Ogsaa de afrikanske S t u ni pa h e r (Colobus) er iøjnefaldende ved ejendommelige Farver og Haarprydelser; men ligesom Indien er