Dyrenes Liv: I Pattedyr

400 DYRENES LIV Ben med dybere spaltede Tæer og mindre Trædepuder og det lange, uldne Haarlag. Endelig har Ryggen ingen Pukkel. Lamaerne deles i fire forskellige Former, som allerede fra gammel Tid fører Navn af Guanaco, Lama, Alpaca og Vicunja. Guanacoen og Vicunjaen lever endnu i vild Tilstand; de andre Arter har allerede fra umindelige Tider været Husdyr, og de første Opdagere af Amerika forefandt baade Lamaen og Alpacaen i tæmmet Tilstand. Alle Lamaer bebor Højsletterne paa de mægtige Andesbjærge. De befinder sig kun vel i kolde Egne og stiger derfor blot i den sydlige Del af Andesbjærgene ned paa Pampasstepperne eller paa Patagoniens store Stetter. Ved Ækvator opholder de sig i en Højde af 4—5000 Meter og gaar ikke længere ned end til 2700 Meter over Havet. De lever i større eller mindre Flokke, ikke sjældent i Hjorde paa flere Hundrede, og er Genstand for den ivrigste Jagt. Guanacoen eller Huanacoen (Auchenia huanaco) er tilligemed Lamaen det største af de sydamerikanske Landpattedyr og, skønt den kun forekommer i vild Tilstand, et af de vigtigste af dem alle. I Størrelse ligner den omtrent vor Kronhjort, og i Bygning er den en besynderlig Mellemting mellem Kamel og Faar. Kroppens Længde udgør 2,25 M., Halens Længde 24 Ctm., Skulderhøjden 2,is M. og Højden fra Jorden til Issen 1,6 M. Hunnen ligner Hannen, men er mindre. Pelsen er temmelig lang, tæt, men løs; den be-staar af kortere og finere Uldhaar og tyndere og længere Dækhaar. Hovedfarven er smudsig rødbrun; Midten af Brystet, Bugen og Indersiden af Lemmerne er hvidlige. Huanacoen er udbredt over Andesbjærgene lige fra Magelhaens-strædet til det nordlige Peru. Det lever i Smaaflokke paa 7—10 Individer, bestaaende af mange Hunner og kun én gammel Han. Dets Bevægelser er raske og livlige; dog indhentes det snart paa jævn Grund af en god Hest. Løbet, en kort, slæbende Galop, er ligesom hos de ægte Kameler en Pasgang. Naar Dyret flygter, bliver den lange Hals strakt fremad og bevæget op og ned. Huanacoen klavrer fortrinligt, løber paa Gemsens Vis henad de stejleste Bjærgskrænter og ser uden at svimle ned i de dybeste Afgrunde. Naar den hviler, ligger den ligesom Kamelen paa Brystet og Benene, og i denne Stilling tygger den Drøv. Den Han, der er Anfører for Flokken, staar som oftest nogle Skridt borte fra de andre og holder Vagt, imedens Hjorden græsser i(Ro og Mag. Ved den ringjeste Fare udstøder han en høj Brægen; älle-de andre Dyr løfter da straks Hovederne, ser sig om og tager derpaa Flugten. Parringstiden falder i Maanederne August og September, og forud for den finder der hyppige Kampe Sted mellem Hannerne Huanacoen forsvarer sig mod andre Huanacoer ved at slaa og bide, mod andre Fjender paa en for alle disse Dyr fælles Maade: Lamaerne lader nemlig Modstanderen komme tæt hen til sig, lægger Ørerne