Dyrenes Liv: I Pattedyr

406 DYRENES LIV gribben de farligste Fjender for det unge Stenbukke-Vildt. Dog, naar Mennesket ikke havde været, vilde Stenbukkene sandsynligvis endnu i et stort Antal findes paa Alperne. Men Stenbukke-Jagt har altid haft en ganske særegen Tillokkelse. »Alle Jægere,« siger Tschudi, »forsikrer, at ingen Nydelse kan sammenlignes med den, endelig at være kommen en græssende Stenbuk paa Skud. Hele Uger igennem har Jægeren forfulgt, beluret og sporet den; Skridt for Skridt har han listet sig efter den stolte Buk, som han maaske ikke en Gang endnu har set; i de kolde Nætter har Haabet om det nære Bytte gydt nyt Liv i hans rystende Lemmer. Endelig ser han paa Afstand det statelige Dyr med de mægtige, knudrede Horn hvile roligt paa en utilgængelig Klippevæg. Nu gælder det om at tage Vinden fra det; i hele Timer maa han vandre over frosne Snemarker for at komme det i Ryggen. Han ser ikke Dyret, men aner, at det er blevet paa sin Plads, — endelig er det omgaaet. Forsigtig stirrer han op paa Klippen, — Bukken er borte. Men se! Hundrede Skridt derfra vugger den sig, snøftende, frem og tilbage paa en tommebred Klippekant. Med voldsomt bankende Hjærte og bævende af Haab og Frygt nærmer Jægeren sig og lægger an — Skuddet genlyder mægtigt i den dødsstille Alpeverden, og Bukken ligger blodig i sine sidste Trækninger nede imellem Stenene.« Gyselige er de Fortællinger, som enkelte Jægere har efterladt. De har ofte bogstavelig hele Uger igennem kæmpet med Døden; de har udstaaet alle de Lidelser, som en uhyggelig Bjærgegn kan bringe over Mennesket, ■— og dog opgiver de ikke denne farlige Bestilling. Og da Jægerne som oftest er Krybskytter, maa de oven i Købet være paa Post for at undgaa de jagtberettigedes Kugler! De i en ung Alder indfangede Stenbukke bliver meget tamme. Stenbukken avler ikke alene frugtbare Bastarder med. andre Arter af sin Slægt, men ogsaa med den almindelige tamme Ged, og det lige saavel i Fangenskab som i fri Tilstand. De ved saadanne Krydsninger avlede Bastarder er stærke og kratige og ligner langt mere Stenbukken end Geden, om end Hornene har størst Lighed med Stenbukkens. De spanske Stenbukke har hidtil ikke maattet dele Skæbne med Slægtningene paa Alperne. Endnu er de stolte Dyr udbredte over alle Højbjærgene paa den pyrenæiske Halvø, og paa mange Steder er de endog temmelig hyppige. Alle spanske Jægere kender dette stolte Vildt, son? fortræffeligt betegnes ved Navnet »Cabromontes, »Bjærggeden«, og i alle Landsbyer mellem Bjærgene findes der Stenbukkehorn indmurede paa Bygningerne. Gederne (Hircus) er mindre end Stenbukkene, og Hornene er mere eller mindre sammentrykte, hos Hannen skarpkantede med Tværknuder eller Furer, hos Hunnen besatte med Ringe og furede; ikke sjældent mangler de ganske.