Dyrenes Liv: I Pattedyr

PARBETTAAEDE 405 af 80—100 Ctm og en Vægt af 10—15 Kilo. Hunnens Horn ligner mere Hun-Husgedens end Han-Stenbukkens. I Følge gamle Beretninger beboede Stenbukkene i tidligere Tider alle Alper. Under Romernes Herredømme tnaa de have været hyppige; thi Jette pragtelskende Folk førte ikke sjældent 1—200 levende Stenbukke til Kamplegene i Rom; men allerede i det 15de Aarhun-drede var Stenbukkene sjældne i Schweiz, og i Savoyens Højbjærge var de i 1821 bievne saa sjældne, at Jagten blev forbudt under stræng Straf. For Tiden ser man som Følge af de strænge Jagtforbud paa den sydlige Del af Mont Rosa og dets Forgreninger atter Flokke paa 10—18 Individer. Stenbukkene holder sig sammen i Smaaflokke, hvorfra dog de gamle, trodsige Bukke holder sig fjærnede udenfor Parringstiden. Hver Flok tager Ophold paa de højeste Alpegræsgange i umiddelbar Nærhed af Snemarkerne og Isbræerne. Gamle Bukke synes især at ynde Højderne; om Dagen ligger eller staar de stille, mangen en Gang hele Dage igennem paa det samme Sted, helst paa fremspringende Klippestykker, hvor de har Ryggen dækket og forøvrigt nyder fri Udsigt. Gederne med deres Unger opsøger en bekvemmere Plads noget dybere nede imellem Bjærgene. Om Natten drager Flokken ned i de øverste Bjærgskove for at søge Føde, og ved Solnedgang stiger den igen op paa Højderne. Om Sommeren søger Stenbukkene om paa Nordsiden af Bjærgene og hen i Næi heden af Isbræerne. Stikkende Solskin er dem nemlig langt mere imod ned stærk Kulde. De løber hurtigt og udholdende, klatrer med Lethed og sætter med ubegribelig Sikkerhed afsted langs Klippevægge, hvor de næppe kan faa Fodfæste. Man har set Stenbukke staa med alle fire Fødder paa en Pæl. Schinz iagttog, at disse Dyr med den største Nøjagtighed naaede den Plet, imod hvilken de rettede deres Spring. En ganske ung, tam Stenbuk i Bern sprang uden Tilløb op paa Hovedet af en høj Mand og holdt sig fast der med sine fire Fødder; en anden saa’ man staa paa en smal Dørkant. Stenbukken er ikke alene sky, men beregnende forsigtig. Gamle Bukke er det næppe muligt at komme nær. Forøvrigt har disse Dyr i deres Væsen megen Lighed med Gederne; dog er de roligere og ikke saa morsomme. I Januar kæmper Bukkene med hverandre. Sidst i Juni eller først i Juli fødes en Unge, omtrent saa stor som et Gedekid, en lille, smuk, munter og indsmigrende Skabning, der allerede faa Timer efter Fødselen klatrer næsten ligesaa behændigt som Moderen. I Fare iler denne hen ad de frygteligste Skrænter og søger Frelse i øde Kløfter, medens Kiddet skjuler sig blandt Stene og i Klippehuller, hvor det ligger saa stille som en Mus og ser, hører og vejrer skarpt til alle Sider. Dets graa Haarlag ligner saa ganske Stenblokkenes Farve, at ikke en Gang et Falkeøje er i Stand til at opdage det lille Dyr. Næst efter Kongeørnen er Ulve og Ræve samt maaske Lamme-