Dyrenes Liv: I Pattedyr

PARRETTAAEDE 413 Paa Sardinien og Korsika træffer man hyppigt tæmmede Muflon-Faar i Landsbyerne. Hos fangne Eksemplarer kan man iagttage, at disse Dyr kun er lidet kløgtige; de gaar den ene Gang efter den anden i den samme Fælde og udmærker sig kun ved en vis Stedsans. Saavel Bukken som Faaret kan avle Bastarder med andre Faarearter. Det karakteristiske Vildfaar for Asien, Argalien (Ovis argali), er næsten lige saa stor som en etaars Kvie, og alene dens’ Horn vejer 15—25 Kilo. Hunnen er dog betydelig mindre, lettere og dens Horn er tyndere, næsten lige. Argaliens Udbredelseskreds strækker sig fra det store Tatari til Indien og Kina og fra det kolde Østsibirien over hele Altaj. Den opholder sig især paa Bjærgkæder af 600—1000 Meters Højde, hvis Skraaninger er bedækkede med tynde Skove. I Almindelighed ser man dette Dyr i Flokke paa 8—10 Individer, anførte af den stærkeste Vædder. Argalien vilde let undgaa alle Efterstræbelser, dersom den ikke besad en dum Nysgerrighed, som drev den lige i Faren. I nogle Egne af Sibirien hænger Jægerne saaledes deres Klæder paa en Stang for at beskæftige dens Opmærksomhed, imedens de nærmer sig den ad Omveje. Af de mange europæiske Racer af Tamfaar skal vi kun nævne Merinofaaret (Ovis aries hispanica'), der har naaet sin reneste Forædling i Spanien og Portugal. Dyret udmærker sig fremfor alt ved sin overordentlig fine Uld, der er en yderst tæt, kort, blød og regelmæssig krøllet Uld, som oftest af hvidgul Farve. I Mellemafrika forekommer der en Art af Fedtpude-Faaret (Ovis aries steatopyga), som ikke maa forveksles med Fedthale-Eaaret. Alle Nomader og alle frie Negre holder anselige Hjorde af Fedtpude-Faar. Det er temmelig store Dyr med to nøgne Fedtpuder under den korte Hale samt med et Haarlag, der ligner de egentlige Vildfaars og ikke leverer nogen Uld, som kan spindes. Hornene er smaa og korte. Lammene har en meget fin Uld. I det høje Nord, i hine trøstesløse Egne, hvor Jorden om Sommeren kun tør op i Overfladen, hvor dværgagtige Trævækster frister en kummerlig Tilværelse, hvor Mos- og Lavtundraerne strækker sig — der gennemstrejfer foruden Rensdyret endnu en anden Drøvtygger de ugæstfrie Egne: Moskusfaaret eller Moskusoksen, og-saa kaldet Polaroksen (Ovibos moschatus). Begge disse Drøvtyggere har tidligere levet i langt sydligere Egne, og navnlig har Moskusoksen ført en haard Kamp for Tilværelsen, hvorom vi finder Vidnesbyrd i mange gamle europæiske og asiatiske Flodlejers efter