412
DYRENES LIV
Hyppigst findes det paa Atlasbjærgene, hvor det strejfer om, ikke i Flokke, men enkeltvis, hvorfor Jagten paa dette Dyr er lidet lønnende.
I den senere Tid er det ofte blevet ført levende til Europa, og det er nu ingen Sjældenhed i zoologiske Haver.
Mankefaaret er kun ved en Afstand af to Breddegrader adskilt fra vort eneste europæiske Vildfaar, Muflon-Faaret (Ovis musimon), som nu kun bebor Øerne Sardiniens og Korsikas stejle Klipper. Af gamle Beretninger erfares, at der tidligere blev fældet 4—500 af disse Faar paa en eneste stor Jagt; i vore Dage er man glad ved
Mankefaaret.
at skyde nogle faa, og selv paa de med de bedste Midler iværksatte Jagter, fældes der kun højst sjældent 30 — 40 Individer.
Muflonen er et temmelig stort Faar, hvis Vægt udgør henved 50 Kilo. Hornene opnaar en Længde af over 65 Ctm. og en Vægt af 4—6 Kilo. Farven er rødbrun, paa Bugen hvid; langs ad Ryggen løber der en mørkebrun Stribe. I Almindelighed har kun Hannen Horn; kun yderst sjældent findes der forkrøblede Horn hos Hunnen.
Muflonen lever selskabeligt, i Flokke paa 50—100 Individer, som anføres af en gammel Bukt Dens Bevægelser er livlige og sikre, men ikke udholdende. Paa flad Mark indhentes den let af Hunde, Sin største Færdighed lægger den for Dagen i at klatre.