Dyrenes Liv: I Pattedyr

PARRETTAAEDE 411 mod Angreb af Rovdyr. Om Natten gaar det ofte meget støjende til i Seribaen. Der gives ikke mange Dyr, der sover saa lidt som Gederne; selv i Mørke foretager de Fægtninger, Væddeløb og Klatre-øvelser. Et forfærdeligt Oprør bliver der, naar et Rovdyr, navnlig en Løve, nærmer sig en saadan Indhegning; man skulde da tro, at hver enkelt Ged kunde bræge for ti. Ikke sjældent støder man midt i Urskoven paa en anselig Gedehjord, af hvilken Halvdelen bogstaveligt klatrer om paa Træerne, medens de andre græsser nedenfor. Amerika har først faaet sine Geder indførte af Europæerne; men nu er de udbredte der overalt. I Australien har de allerede vundet en betydelig Udbredelse. I Danmark holdes der nu kun hist og her Geder, i Reglen af mindre bemidlede Folk. Tidligere var Gedeavlen mere almindelig hos os, navnlig i Jyllands Hedeegne. I Landsbyen Agerskov i Viborg Amt blev der saaledes tidligere holdt hele Flokke af Geder. * * * Faarene {Ovis) adskiller sig fra Gederne ved deres store Taare-huler, flade Pande, kantede, af Tværiinge omgivne, spiraldannede Horn og Mangel af Skæg. Alle vildtlevende Faar bebor Bjærgegnene paa den nordlige Halvkugle af Jorden. De fleste Arter forekommer i den gamle Verden. Enhver Bjærggruppe besidder ejendommelige Arter eller Afarter af Faar, som især udmærker sig ved Hornenes Afvigelser. Faarene er vel egnede til at leve paa Bjærgene; nogle stiger endog op over Snegrænsen. Kun tamme Faar lever paa Sletten; de vilde sliger om Sommeren højt til Fjælds, hvorimod de om Vinteren stiger ned i Dalene, fordi Sneen og Isen paa Bjærgene bedækker Føden. Denne bestaar om Sommeren af saftige Alpeplanter, om Vinteren af Mos, Lavarter og vissent Græs. Det tamme Faar staar langt tilbage for det vilde. Medens Geden ogsaa i Fangenskab bevarer sin Selvstændighed, synker Faaret i Menneskets Tjeneste ned til en viljeløs Træl. Den stærkeste Vædder flygter for den mindste Hund; et ubetydeligt Dyr kan forskrække en hel Hjord. Massen følger blindt en udvalgt eller blot tilfældig Fører og springer efter ham i Havet, uagtet det øjensynligt er den visse Død. I Syden, hvor Faarene er mere overladte til sig selv end hos os, er Dyrenes Evner ogsaa langt mere udviklede. Der er de baade selvstændigere og dristigere, ja vover endog at kæmpe mod andre Dyr. Overgangen fra Gederne til Faarene danner det afrikanske Manke fa ar eller Aruien {Ovis tragelaphus), som udmærker sig ved en tyk Manke, der fra det øverste af Halsen naar ned paa Brystet og fortsættes paa Forbenene ned forbi Fodroden. Paa Ryggen er Mankefaaret rødbrunt eller mørk gulagtigt, paa Bugen hvidt. Længden udgør henimod 2, Højden over 1 Meter