Dyrenes Liv: I Pattedyr
Forfatter: A. Brehm
År: 1907
Forlag: Gyldendalske Boghandel - Nordisk Forlag
Sider: 526
UDK: 59
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
PARRETTAAEDE
417
anskaffe en ung Kviekalv, og der var saaledes Haab om at faa Afkom. Men inden nogen Parring fandt Sted, døde Tyren uheldigvis.
Den havde i et Par Aar skrantet og haft Besvær med at fælde Vinterulden, og efter knap seks Aars Ophold i Haven døde den. Det viste sig ved Dissektionen, at den i høj Grad led af Echinokok-ker, som havde frembragt store Knuder i forskellige Organer, særlig i Leveren. Disse Snyltere havde den faaet i sig under sit kortvarige Ophold paa Island, hvor den havde græsset sammen med Faarene. De islandske Faar lider næsten alle af Echinokokker, som er andet Slægtled af Hundens Bændelorm.
Den tilbageværende unge Ko 1906 udmærket.
Det ene af vore Billeder viser
Moskusoksen
Vinterulden, overordentlig danner sig i
under de lange sorte Dækhaar.
I Maj—Juni løsner Vinterulden sig i store Flager og skydes af igennem Dækhaarene, som bliver siddende. Dyret faar derved et mærkeligt, pjaltet Ydre. Tilsidst sidder der kun enkelte lyse Uldtotter, som helt forsvinder, naar Højsommervarmen er indtraadt.
Moskusokserne er meget fede om Efteraaret og tærer paa det opsparede Fedt under den lange arktiske Vinter. Men de kan dog hele Vinteren finde en Del Polarpil, hvis Blade holder sig grønne under det beskyttende Snedække, Marker. I Nødstilfælde tager de til
I »Zoologisk Have« æder Moskusokserne Hø, Græs, knust Havre og især Bark, som de gnaver af Grenene. De ligner i saa Henseende Faaret, som er deres nære Slægtning, og deres Gødning er perlet ligesom dettes«.
befinder sig endnu i Efteraaret
Moskusokse i Færd med at fælde Vinterulden.
i Færd med at fælde Denne er ganske fin og blød. Den Løbet af Efteraaret
SS
ligesom Vintersæden paa vore Takke med Renmos.
I Mellemasiens Højlande lever Grynte- eller Yak-Oksen (Bos grunniens') dels i vild Tilstand oppe imellem Bjærgene, dels tæmmet og paa mange Maader benyttet af de Indfødte. Den er utvivlsomt et af de mærkeligste Medlemmer af Familien og fra ældgamle Tider højt berømt; thi fra den hidrører de saakaldte »Hestehaler«, der anvendes som krigersk Prydelse i Orienten.
Grynteoksen er et kraftigt bygget Dyr, hvis to Køn viser betydelig
Brehm: Dyrenes Liv. I. 27