Dyrenes Liv: I Pattedyr

PARRETTAAEDE 437 Betschuanernes Kama, Kolonisternes Harlebeesl (Bubalis cama) har et saa plumpt Hoved, at nogle Naturforskere har foreslaaet at kalde dem »Elsdyrhoved«. Ved sine lyreformigt krummede, i den sidste Tredjedel pludselig i en skæv Vinkel bagud bøjede Horn adskiller denne Art sig fra de fleste andre. Grundfarven er lys rødbrun. Kamaen opholder sig i det indre Sydafrika; fra Kaplandet er den allerede fordrevet. Den holder af Ensomhed og findes i de ufrugtbareste Egne, i Reglen i Smaaflokke paa 5—10 Individer, der, trods Dyrets Klodsethed, gør et ret majestætisk Indtryk, naar de ses i Galop. Til visse Tider vandrer den dog i store Hjorde ligesom Springbukken, og ofte blander den sig med Gnuer, Skovbukke og Strudseflokke til Selskaber, bestaaende af højst forskellige Dyr. Unge Kid bliver let tamme og taaler længe Fangenskab. Dyrets Kød, Hud og Horn benyttes paa mange Maader. Under Navn af Vandbukke (Æo&us) sammenfattes flere store Antiloper med mægtige, først svagt tilbage og udad, derefter opad og fremad bøjede, med Ringe besatte Horn, samt en lang Halekvast. Den egentlige Vandbuk (Kobus ellipsiprtjmnus') er et stateligt Dyr med en Kroplængde af 2 M., foruden den 60 Ctm. lange Hale, og en Højde over Krydset af 1,3 M.; Hornene bliver henved 1 M. lange. Haarlaget er graat, blandet med rødgult og rødbrunt. Afrikaforskeren A. Smith fandt Vandbukken nord for Kurrichano i Smaaflokke, som opholdt sig ved Bredderne. Heuglin og senere Schweinfurth traf den i det indre Afrika. Dyret har Navn af, at det i Fare flokkevis styrter sig i Vandet, hvilket vel sædvanligvis sker for at undgaa Løvens Angreb eller anden Fare. Det ynder især Steder, bevoksede med mandshøjt Siv og holder Udkig fra Toppen af de store Termittuer, paa hvilke det da indtager en majestætisk Holdning. Mere bekendte end Vandhukkene er de fra ældgamle Tider berømte Oryx-Antiloper (Oryx), af hvilke en Art hyppig findes afbildet paa de gamle Mindesmærker i Ægypten og Nubien. Man ser her Oryxen i de mangfoldigste Stillinger, ogsaa ofte malet med Farver, sædvanligvis med et Tov om Halsen til Tegn paa, at man har jaget og fanget den. I den store Cheops-Pyramides indre Rum ses det samme Dyr fremstillet, undertiden kun med ét Horn, og herpaa tror nogle at kunne bygge den Paastand, at Oryxen har givet Anledning til Sagnet om Enhjørningen, imedens der ved Bibelens Rem (Ethorn) aabenbart kun kan være sigtet til Næsehornet. Sabelantilopen, Arabernes »Steppeko« (Oryx leucoryx) er i Sammenligning med andre Oryx-Antiloper en temmelig klodset Skabning. Dens mægtige Horn er over halvt saa lange som Kroppen, nemlig hos gamle Bukke over 1 Meter lange og besatte med talrige Ringe. Haarlaget er kort, groft og tætsluttende; Farven hvidgul,