Dyrenes Liv: I Pattedyr

PARRETTAAEDE 445 skrænten; henimod Middag lejrer den sig ved Randen af stejle Klippevægge, hviler der lidt i Skyggen af Stenblokkene eller de lave Alpeplanter og klatrer derefter, ligeledes græssende, tilbage til Højderne, hvor den atter opsøger en Hvileplads og lægger sig for at tygge Drøv. Om Natten skjuler den sig imellem Klipper og Stenblokke, i den varmeste Tid helst paa den vestlige og nordlige Side af Bjærgene og i den øvrige Del af Aaret paa den østlige og sydlige. I maaneklare Nætter græsser den ogsaa paa Klippevæggene; overhovedet er den ingenlunde et saa fuldstændigt Dagdyr, som man sædvanlig antager. Ligesom de fleste andre Antiloper lever Gemsen enkeltvis, med Undtagelse af i Parringstiden. Da samles den i større eller mindre Flokke, idet de gamle Geder parvis slutter sig til de gamle Bukke. I vore Dage er Flokkene overalt smaa; kun i Karpatherne skal der endnu forekomme ret betydelige Hjorde. Gemsen klatrer behændigt, springer sikkert og er en kraftig og kæk Bjærgbestiger, som uden Vanskelighed naar op til de farligste Steder, hvorhen ingen Alpeged vover at begive sig. Naar den gaar i Skridt, har dens Gang noget plumpt og klodset og dens hele Holdning noget uskønt; men saa snart dens Opmærksomhed bliver vakt, og den maa flygte, er det, som om hele Dyret blev forvandlet. Det faar da et kækkere, dristigere, ædlere og kraftigere Udseende og sætter afsted i raske Spring, idet det ved hver Bevægelse udvikler lige saa megen Kraft som Ynde. Von Wolten maalte en Gemses Spring og fandt, at det udgjorde 7 Meter. Den samme Iagttager saa’ en tam Gemse springe over en 4 Meter høj Mur og ned paa Ryggen af en Pige, som vogtede Kvæg paa den anden Side. Gemsen iler lettere op- end nedad Bjærgskraaninger og sætter Forfødderne med den største Forsigtighed for ikke at løsrive Stenene. Endogsaa haardt saarede Individer flygter rask hen ad de farligste Stier, ja selv om et Ben er skudt over paa dem, lægger de næsten en lige saa stor Behændighed for Dagen som de sunde. Højst forsigtigt gaar Gemsen paa den nyfaldne Gletschersne, som paa en forrædersk Maade skjuler Iskløfterne. Her har man ofte set den vende om paa Steder, hvor Mennesket kun med Forsigtighed vover sig videre. Om Gemsernes Bestigning af næsten lodrette Skrænter skriver Tschudi: »Vi har set, hvorledes en Gemseflok steg op gennem en farlig, meget stejl, med løse Stene bedækket Klippekløft, og glædet os over Dyrenes Taalmodighed og Klogskab. En af Gemserne steg langsomt og forsigtigt op, medens de øvrige ventede, indtil Turen kom til dem, og først da der ikke længere rullede nogen Sten ned, fulgte den anden og derpaa den tredje efter og saa fremdeles. De, som var komne op, spredte sig ingenlunde paa Græsgangen, men blev staaende og spejdede ud over Klipperanden, indtil de sidste lykkelig og vel var komne op til dem. Aldrig bliver Gemsen staaende ubehjælpsom og ude af sig selv af Skræk, saaledes som det ofte er Tilfældet med Gederne, der staar og bræger, indtil Hyrden henter