Dyrenes Liv: I Pattedyr

446 DYRENES LIV dem med Fare for sit Liv. Gemsen springer hellere i Døden. Dog sker dette vistnok kun sjældent, da den besidder en langt større Dømmekraft end Geden. Kommer den ud paa en smal Klippekant, bliver den et Øjeblik staaende ved Afgrunden, vender derpaa om og styrter pilsnart tilbage, til Trods for sin Frygt for Forfølgeren. Har Jægeren ikke en god og sikker Plads, faar han næppe Tid til at kaste sig til Jorden, saa lang han er, eller til at trykke sig tæt op til Klippevæggen og lade Gemsen sætte over eller forbi sig i flyvende Fart. Jages Gemsen ned ad en næsten lodret Klippeskrænt, hvor der ikke en Gang er en haandsbred Kant, som den kan naa for i det mindste at svække Faldets Voldsomhed, saa giver den dog ikke tabt, men bøjer Hoved og Hals tilbage, saa hele Kroppens Vægt kommer til at hvile paa Bagbenene, og glider derpaa rask ned ad Skrænten, idet den stritter imod med disse og saaledes gør sil bedste for at standse Farten. Ja, saa stor er Dyrets Aandsnærværelse, at det med Krop og Fødder arbejder sig hen imod ethvert, nok saa lille, fremragende Punkt for muligvis at faa Fodfæste og beskriver saaledes i Faldet en krum Linie ned ad Klippesiden.« Gemsen har en ualmindelig Stedsands; den mærker sig enhver Vej og kender saa at sige enhver Sten paa sit Omraade. Men i lige saa høj Grad den er hjemme paa sine Højalper, lige saa ubehjælpsom er den, naar den kommer udenfor dem. »I Sommeren 1858,« fortæller Tschudi, »indfandt en, sandsynligvis jaget, Gemsebuk sig pludselig, til ikke ringe Forbauselse for de tilstedeværende, paa Engene ved Arbonn, satte uden at være umiddelbart forfulgt over alle Hegn og styrtede sig i Søen, hvor den længe, ude af sig selv, svømmede om, indtil den halv død blev optaget i en Baad. Nogle Aar før blev en Gemse fanget levende i en Tørvemose ved Rhinen.« Gemsen undlader aldrig at sørge for sin Sikkerhed. Den strækker sig kun sjældent helt hen ad Jorden for at hvile sig, men indtager sædvanligvis en saadan Stilling, at den øjeblikkelig kan gribe Flugten. En gammel, stærk Ged, »Forgeden«, som Jægerne kalder den, staar paa Post, og nogle af de ældre Dyr hjælper den med at holde Vagt Uden at ænse den øvrige Floks muntre Færd græsser Forgeden alene i nogen Afstand, ser sig om, rejser sig højt i Vejret og vejrer og snøfter til alle Sider. En Jæger, som staar i Vindsiden, bemærkes af Gemserne i en utrolig Afstand; saa snart de vejrer ham, spændes alle Sanser til det yderste for at udfinde, fra hvilken Kant Faren truer. »Øjet og Øret,« siger Tschudi, »kappes med den snøftende Næse. Naar de endelig faar Øje paa Jægeren, beroliges de; saa længe de kun vejrer ham uden at se ham, ter de sig som ude af sig selv, da de hverken véd, hvor nær han er dem, eller fra hvilken Side han kommer, eller hvor de skal flygte hen. Urolige løber de om mellem hverandre eller flokker sig sammen, rækker Hals og søger at opdage Jægeren. Saa snart dette er lykkedes dem, staar de stille et Øjeblik og betragter ham med Nysgerrighed. Bevæger han sig ikke, forholder de sig ogsaa rolige, men nærmer han sig,