Dyrenes Liv: I Pattedyr

PARRETTAAEDE 447 tager de Fluglen i en bestemt Retning til et bekendt, ikke altfor fjærnt Tilflugtssted.« Naar Forgeden aner Uraad, udstøder den, ligesom Murmeldyret, en høj Piben, stamper i Jorden med et af Forbenene og sætter afsted, hvorpaa de andre følger efter i strakt Galop. Denne Piben er en hæs, skærende, noget langtrukken Lyd, som kan høres langt bort. Om Sommeren bestaar Genisens Føde af de kraftige Alpeplanter nær ved Snegrænsen; om Vinteren maa den tage til Takke med det lange Græs, der stikker op af Sneen, og med alle Slags Mos- og Lavarter; den er nøjsom og kan sulte i lang Tid; men Vand er en Fornødenhed for den og Salt et særligt Slikkeri. Sent ud paa Efteraaret slutter de gamle Bukke, der indtil da har levet som Eneboere, sig til Flokken, og nu begynder der et lystigt Liv. Man ser ofte hele Flokke timevis more sig med kaade Spring og indbyrdes Stangen med Hornene. Tyve Uger efter Parringen, sædvanligvis fra sidst i April til sidst i Maj, føder Gemsegederne under et fremspringende Klippestykke paa ct ensomt Sted en, sjældnere to, Unger. Faa Timer efter Fødselen følger Kiddet Moderen, og efter et Par Dages Forløb er det næsten lige saa behændigt som denne. Gemsegeden beholder den Lille hos sig i et halvt Aar og lærer den under hyppig Brægen at klatre og springe. Bukken bryder sig derimod slet ikke om sit Afkom. Unge Gemser lader sig let tæmme. De kan opdrættes af Geder og leger gærne med Gedekiddene. Stenblokke, Mure o. s. v. bliver snart Yndlingsopholdssteder, da de altid søger at komme til Vejrs. Mange Fjender og mange Farer truer Gemserne. Nedrullende Stene og Klippestykker ombringer en og anden, og Snelaviner begraver ofte hele Flokke. Gemserne kender rigtignok denne Fare og opsøger de Steder, hvor de befinder sig i størst Sikkerhed; men Ulykken hjemsøger dem dog underliden. Blandt Pattedyrene efterstræbes de af Lossen, Ulven og Bjørnen; Ørnen og Lammegribben holder Øje med de roligt græssende Geder og slaar som Lyn fra klar Himmel ned paa den forskrækkede Hjord. Dog er og bliver Mennesket Gemsens værste Fjende. Gemsejagten er ingen Søndagsfornøjelse, men fordrer udholdende, nøjsomme og med haardt Vejr og Strabadser fortrolige Folk, der kender Bjærgegnene og Dyrenes Levemaade. Jægerne forsyner sig som oftest med en varm, graa Klædning, en stærkt beslaaet Alpe-stok med en Jærnhage, en Jagttaske med Patroner, Brød, Smør og Ost samt en Kurveflaske med Kirsebærbrændevin. Solide Bjærg-sko, som let finder Fodfæste overalt, endogsaa paa spejlgat Is, og en fortrinlig Bøsse er de vigtigste Rekvisiter, hvortil der endnu kommer en god Kikkert. Om Aftenen eller tidligt om Morgenen ved Stjærneskin bryder Jægeren op for inden Solens Opgang at naa op til Gemselejren. Allerede en Time før han belræder det egentlige Distrikt, undgaar han al højrøstet Tale og enhver Støj. Jagten begynder fra en af de højeste Sæterhytter. Jægeren lister sig, idet