Dyrenes Liv: I Pattedyr

448 DYRENES LIV han nøje tager Hensyn til Vinden, op til Gemsernes i Forvejen udforskede Soveplads og kan, naar han er behændig, komme dem paa 40, ja endog paa 20 Skridt nær. Nu kryber han sammen bag en Sten eller Busk, indtil det bliver Dag. Langsomt staar den ledende Ged, »Fordyret«, op og strækker sig og derefter den øvrige Hjord. I dette Øjeblik udser Jægeren sig sit Bytte, helst en stor, stærk Buk. Falder Dyret for hans Skud, studser hele Flokken et Øjeblik, ser sig i den største Uro om efter den opstigende Krudtdamp og flygter i vild Hast i den modsatte Retning. Den, vor Verdensdel beboende Antilope, Saiga’en eller Steppeantilopen (Cobus tataricus) afviger stærkt fra alle andre Antilope- Saiga-Anliloper. typer og minder baade i Form og Væsen om Faaret, i visse Henseender endogsaa om Rensdyret. Dens Skikkelse er meget plump, Pelsen overordentlig langhaaret og saa tæt, at den ser ud som glat Uld. Mest karakteristisk er imidlertid Mulen og særlig selve Næsen, som rager stærkt frem over Munden, er rynket og saa bevægelig, at den danner en formelig Snabel, saa at man godt kunde kalde Dyret »Snabelantilope«. Kun Hannen bærer Horn. Dyrets Haarfarve er mere eller mindre lys graagul og bliver om Vinteren næsten hvidlig. En voksen Buks Længde er 1,8 M., hvoraf 11 Ctm. gaar paa Halen; Skulderhøjden er henved 80 Ctm. og Hornenes Længde 25—30 Ctm. Saiga’en bebor Østeuropa og Sibirien indtil 55°n. Bredde; i Øst-