Dyrenes Liv: I Pattedyr

PARRETTAAEDE 449 europa træffes den paa det sydøstlige Polens Stepper og langs Sortehavet. Den lever flokkevis og samler sig sidst paa Sommeren i Hjorde paa flere Tusind, der vandrer temmelig regelmæssigt og henimod Foraaret opløser sig i mindre Flokke, som vender tilbage til deres tidligere Opholdssteder. De udviser hverken synderlig Behændighed eller Begavelse og har gennemgaaende ikke videre skarpe Sanser. Naar de er voksne, løber de vel saa hurtigt, at hverken Heste eller Hunde kan indhente dem, men yngre Dyr bliver snart aandeløse, og ogsaa de ældre bliver let et Bytte for Rovdyrs, f. Eks. Ulves forenede Anstrængelser. Gangen er uden Ynde, da de strækker Halsen langt frem og lader Hovedet lude; Springene er ganske vist vidtrækkende, men de er plumpe og klodsede og ligner kun lidet andre Antilopers sirlige Spring. Saiga’ens Føde bestaar især af Salturter, der massevis bedækker spredte Strækninger af de af Saltkilder gennemfurede Stepper. I Parringstiden, som begynder midt i November, plejer Bukkene at kæmpe hidsigt indbyrdes. I Begyndelsen af Maj føder Hunnen en enkelt, fra først af meget ubehjælpsom Unge. Vel de mest paafaldende af alle Antiloper er Gnuerne (Catoblepas) — disse højst besynderlige Drøvtyggere, der sér ud, som var de Mellemled mellem Antilope, Okse og Hest, og som er rene Karri-katurer af Familiens ædelt og fintbyggede Former. Første Gang, man sér en Gnu, er man i Tvivl om, hvad Slags Dyr man egentlig har for sig. Det ligner en Hest med kløftet Hov og Tyrehoved, — men hvor sirlig end mange Legemsdeles Bygning er, kan man dog umuligt kalde Gnuen et smukt Dyr. Kroppen er undersætsig i Forhold til de ret slanke Ben, Hovedet næsten firkantet, bredsnudet, Blikket vildt og ondskabsfuldt, Hornene — der bæres af begge Køn — brede, ved Roden næsten fladtrykte og sænker sig først nedad, forinden Spidserne krummer tilvejrs. Halen er lang og busket som en Hestehale, og paa Hoved, Hals og Bryst forlænger den ellers glat sluttende Haarbeklædning sig til en Manke. Arten Gnu, Boernes »Wildebeest« (Catoblepas gnu) har en Totallængde af 2,8 M., hvoraf Halen, Haarene iberegnede, rigtignok udgør 80—90 Ctm.; Skulderhøjden er 1,2 M. Den fremherskende Farve er mørk graabrun, der kan veksle i forskellige Nuancer. -Hunnen har samme Farve som Hannen, men er mindre og har noget svagere Horn. Gnuen lever i Sydafrika; i Kaplandet er den dog nu udryddet. Ligesom andre Antiloper foretager den hvert Aar Vandringer for at opdage gode Græsgange. Den er et modigt Dyr, som holder haard-nakket Stand, selv naar den trænges af flere Jægere paa én Gang. Dens Bevægelser er hurtige, vilde og fyrige, og den viser mere Lyst til Leg og Drillerier end nogen anden Drøvtygger. Stemmen ligner Brehm: Dyrenes Liv. I- 29