Dyrenes Liv: I Pattedyr

ABEBNE 41 naar disse Forraadskamre er fyldte, ophører den største Travlhed, og Aberne viser sig da mere og mere kræsne i Valget af Frugterne. De snuser nu omhyggelig til Aksene og Kolberne, førend de æder dem, og vrager mange, som de — ødsle som alle Aber — kaster bort. Man kan godt regne, at af ti afrevne Kolber bliver kun én spist; thi som oftest tager Slikmundene kun et Par Kærner af hver og bortkaster Resten. Det er navnlig dette, der gør dem saa forhadte blandt de Indfødte. Naar Abeflokken føler sig fuldkommen sikker i Majsmarken, faar Ungerne Lov til at forlade deres Mødre og at lege med hverandre; men det strænge Opsyn, hvorunder de altid staar, vedbliver dog. Den enkelte Abe bekymrer sig aldeles ikke om Flokkens Sikkerhed, men overlader det ganske til Anføreren at drage Omsorg derfor. Selv under det mest velsmagende Maaltid glemmer denne heller ikke det Ansvar, der paahviler ham, men rejser sig fra Tid til anden op paa Baglemmerne og spejder rundt til alle Sider. Derpaa lader han den beroligende Trille høre, hvis han ikke har mærket nogen Fare; i modsat Fald udstøder han et underligt, bævende eller brægende Advarselsskrig. Øjeblikkelig samles alle hans undergivne, enhver af Mødrene kalder sin Unge til sig, og i et Nu er hele Skaren beredt til Flugt; men alle søger de dog i Farlen at skrabe saa megen Føde til sig, som de tror at kunne føre med paa Flugten. Flere Gange har Brehm set Aber tage fem store Majs-kolber med, i det de fattede om to med den højre Forhaand, greb én med hver af de tre andre Hænder og holdt Kolberne saaledes, at de under Gangen berørte Jorden med dem. Naar der virkelig er Fare paa Færde, kaster de efterhaanden Byttet, men gør sure Miner dertil; og den sidste Kolbe beholder de, indtil Forfølgeren er dem lige i Hælene, og de for Alvor faar Brug for Hænder og Fødder til Klatringen. Naar de flygter, farer de op i det første, det bedste Træ, selv i enkeltstaaende Træer, af hvilke de, naar de forstyrres der, atter maa stige ned for at kunne fortsætte Flugten. Men har de først naaet den egentlige Skov, er al Forfølgelse unyttig; thi de forstaar fortrinligt at skjule sig og staar i Klatreevne ikke meget tilbage for Gibbonerne. Bestandig er Anføreren forrest og leder ved en særegen, udtryksfuld Strubelyd Flokkens snart hurtigere, snart langsommere Flugt. Ved en saadan Lejlighed sporer man aldrig Frygt eller Modløshed hos disse Dyr, og man maa stadig beundre deres Aandsnærværelse. Kun Mennesket med sine langtrækkende Vaaben kan faa dem i sin Magt; Rovdyrenes Efterstræbelser forstaar de let at undgaa, og de større Rovfugle kan vanskelig komme dem til Livs. Naar Flokkens Anfører tror, at Faren er overstaaet, holder han inde med Flugten, stiger hurtigt op i Toppen af et Træ og samler med et beroligende Skrig Flokken om sig. Nu forestaar der et vigtigt Arbejde. Under den hurtige Flugt er Dyrenes Pels nemlig bleven oversaaet med burreagtige Kapsler, og Torne har ofte boret sig dybt ind i Huden. Aberne lyælpep nq