Dyrenes Liv: I Pattedyr

42 DYRENES LIV hverandre af med alt dette Paahæng; dog er det ikke sjældent Tilfælde, at nogle Torne er trængt saa dybt ind, at de ikke kan trækkes ud. Først naar Renselsen er tilendebragt, sætter Flokken sig igen i Bevægelse; Vejen gaar nu tilbage til Majsmarken, hvor Dyrene atter begynder deres afbrudte Ødelæggelsesværk. Egnens Indbyggere er derfor næsten uophørlig plagede af disse Bander. De Indfødte, som ikke har Skydevaaben, kan blot befri sig for Aberne ved stadig at jage dem bort. Ikke en Gang de bedste Trylleformularer har jo nogen Virkning paa dem, hvorfor de ogsaa anses for de frækkeste Gudsfornægtere! En af Øst-Sudans Vise sagde en Gang til Brehm: »Tro mig, Herre, det tydeligste Bevis paa Abernes Ugudelighed kan Du se i, at de aldrig bøjer sig for Guds Sendebuds Ord. Alle Herrens Dyr agter og ærer Profeten — Allah’s Fred over ham! — men Aberne spotter hatn. Enhver, som skriver en Amulet og hænger den ud i sin Mark, for at Elefanter og Aber ikke ska] opæde hans Frugter, vil erfare, at kun Elefanten har Agtelse for hint Tegn; og det er, fordi den er et retfærdigt Dyr; men Aben er et Menneske, der ved Allah’s Vrede er forvandlet til et Skræmmebillede, og den er Søn og Efterkommer af den uretfærdige«. I Øst-Sudan jages Marekattene ikke, men man fanger dem i Reglen i Net, hvorunder man har hensat lækker Føde. Evropæerne skyder dem uden Vanskelighed med deres Bøsser, fordi de først flygler, naar nogle af Flokken er dræbte. For Mennesket nærer de nemlig kun ringe Frygt, og Brehm har ofte set, at de lod Fodgængere, Ryttere, Muldyr eller Kameler drage hen under sig uden at lade sig mærke dermed, hvorimod de ved Synet af en Hund øjeblikkelig udstøder deres Angstskrig. »Med Abejagten,« skriver Brehm, »er det gaaet mig som saa mange andre; jeg blev grundig berøvet al Lyst til den. Jeg skød en Gang efter en Marekat, som netop vendte Ansigtet mod mig; den styrtede ned af Træet og blev rolig siddende paa Jorden, idet den, ganske som et Menneske og uden at give en Lyd fra sig, med den ene Haand aftørrede det Blod, der strømmede ned fra de mange Saar, den havde faaet i Ansigtet. Den gjorde dette saa menneskeligt, med en saa ophøjet Ro, at jeg, stærkt betaget, styrtede hen for med min Jagtkniv at gøre Ende paa det stakkels Dyrs Lidelser. Men fra den Dag af skød jeg aldrig paa nogen Abe, og jeg vil raade enhver derfra, naar det ikke netop er for videnskabelige Undersøgelsers Skyld. Det forekom mig stedse, at jeg havde myrdet et Menneske, og Billedet af den døende Abe har formelig forfulgt mig.« Af Rovdyr er Leoparden det eneste, der er saa behændigt, at det stundom kan lykkes den at overliste en uforsigtig Abeunge, og Rovfugles Angreb afslaas ved forenede Kræfter. For Krybdyr og Padder, men især Slanger har Marekattene derimod en afgjort Skræk. Naar de for at fortære Æggene og Ungerne vil plyndre en Rede, der er bygget i et hult Træ eller i et Hul, viser de allid den største Forsigtighed, og mere end én Gang har Brehm set, hvor