Dyrenes Liv: I Pattedyr

ABERNE 43 nøje en Abe undersøgte et saadant Hul for at forvisse sig om, at der ikke var nogen Slange derinde; først tittede den ind, derpaa lagde den Øret til, og naar den da intet usædvanligt hørte, stak den varsomt Haanden ind, — men ikke helt ned paa én Gang med et dristigt Greb; altid kun rykvis et lille Stykke ad Gangen, medens den samtidig lyttede og kiggede ned i Hullet, om ikke det’ frygtede Krybdyr skulde være der. Forplantningstiden synes hos de vildt levende Marekatte ikke at være indskrænket til nogen bestemt Aarstid; thi i enhver Flok finder man samtidig nyfødte, unge og halvvoksne Individer. I Europas zoologiske Haver og Menagerier forplanter de fleste Arler sig med Lethed, om end noget sjældnere end Makaker og Bavianer. »Under mit fleraarige Ophold i Afrika« — skriver Brehm — »havde jeg altid mange fangne Aber, og deriblandt regelmæssig ogsaa Marekatte. Jeg tør forsikre, at hvert enkelt af disse mærkværdige Dyr havde sit individuelle Væsen. En var bidsk og slaglysten, en anden fredsommelig og tam, en tredje gnaven, en fjerde stedse i munter Stemning; en var rolig og aaben, en anden fiffig, snu og tænkte stadig paa at gøre gale Streger. Men alle lignede de hinanden i det ene, at de gærne gjorde Spillopper med større Dyr, men derimod beskyttede de mindre og hægede og puslede om dem. Daglig afgav de Beviser paa skarp Forstand, virkelig beregnende Snuhed og fornuftigt Overlæg, men tillige ogsaa paa den største Godmodighed og ømmeste Kærlighed og Opofrelse overfor andre Dyr, saa at jeg paa Grund af alle disse Ævner og Egenskaber fik enkelte af dem inderligt kær. Da jeg rejste paa den blaa Nil, solgte de Indfødte mig fem Marekatte. Den følgende Morgen var der kun én tilbage; de andre havde snildelig løst deres Baand og grebet Flugten. Den tilovers bievne var en Han og fik Navnet Koko. Den vænnede sig snart til Fangenskabet, men syntes at længes efter en Kammerat. Efter at have set sig om blandt de andre Dyr, valgte den sig det løjerligste, den havde kunnet finde, nemlig en Næshornsfugl. Forstaaelsen mellem de to blev imidlertid snart saa inderlig, at Fuglen lod sig tage paa Skødet og trække i Næb, Ben, Hals, Vinger og Hale, medens Aben gennemsøgte dens Fjer for at rense den for Snyltedyr. Efter en Maaneds fortroligt Venskab døde Fuglen. Koko valgte sig nu en spæd, moderløs Abe til Selskab. Straks da den saa den Lille* var den ude af sig selv af Glæde og kvalte næsten sit nye Plejebarn med Kærtegn. Hvert Støvgran, hver Burrespids, hver Splint blev omhyggelig bortfjernet af dens Pels, hvorpaa den paany blev omarmet og kærtegnet. Naar nogen vilde tage den Lille fra Koko, blev den rasende; kort sagt den opførte sig ganske, som om den havde været Moder til det lille Væsen. Desværre døde det efter nogle Ugers Forløb. Koko var ude af sig selv af Sorg. Den tog sin døde Yndling i sine Arme, kærtegnede den, satte den paa sin Yndlmgsplads, saa den synke sammen og forblive ubevægelig og