Dyrenes Liv: I Pattedyr

44 DYRENES LIV udbrød da paa ny i hjærteskærende Klager. Abens Strubetoner blev gribende bløde og klan^fulde og derpaa igen sønderrivende og fortvivlede. Sorgen havde forædlet den, og den rørte os til den dybeste Medlidenhed. Da Forraadnelsen faa Timer efter indtraadte, lod jeg det lille Lig kasde over en høj Mur. Men Koko blev da som rasende, sønderrev sin Strikke, sprang over Muren, hentede Liget og vendte tilbage med det i sine Arme. Da vi anden Gang havde bortkastet den spæde, gentog det samme sig. Nu begravede vi Dyret. En halv Time efter var Koko forsvunden, — og den følgende Dag var en menneskevant Abe bleven set i en Landsby, hvor der ellers ikke var Aber«. Da Brehm forlod Afrika, tog han en Marekat med hjem. Han skriver derom: »Den kom snart i Yndest hos mine Forældre og andre, men gjorde sig dog skyldig i en hel Del Spilopper. Navnlig bragte den min Moders Høns til Fortvivlelse; thi det var dens største Fornøjelse at jage efter dem og forskrække dem. Ingen var saa flink som den til at finde Hønsereder. Hønsene kunde bære sig ad, som <le vilde, -— Hassan (saaledes hed Aben) fandt dog deres Reder og aad Æggene. En Dag havde min Moder straffet den, da den indfandt sig med Æggeblomme om Munden, og næste Dag bragte den hende et ubeskadiget Hønseæg, som den med en indsmigrende Lyd lagde for hende, hvorpaa den gik sin Vej. Mælk og Fløde foretrak den for alt andet, og det varede ikke længe, før den vidste prægtig Besked i Spisekamret, hvor den benyttede enhver Lejlighed til at tilfredsstille sin Slikvornhed. Da den fik Straf derfor, tog den Mælkeskaalen med op i et Træ og tømte den der; i Begyndelsen kastede den Skaalen ned, naar den havde diukket Mælken, men da den blev straffet derfor, bragte den til min Moders store Fornøjelse altid den tomme Skaal tilbage. Overfor alle andre Husdyr forholdt den sig ganske ligegyldig, men sluttede sig med stor Kærlighed til en Hun-Bavian, som jeg havde bragt med mig hjem. Skønt Marekatten var voksen, lod den sig kærtegne og pleje af Bavianen som en lille Abeunge; om Natten sov den i Bavianens Arm, og de omfavnede hinanden saa fast, at det saa ud, som om de kun var én Skabning. De underholdt sig ofte længe sammen, og det var tydeligt, at de ved forskellige korte Strubetoner ypperlig kunde gøre sig forstaaelige for hinanden. Hassan var lydig som et Barn mod Bavianen, fulgte den overalt og foretog aldrig længere Udflugter uden i dens Selskab; ja, den taalte endog Haandgribelig-der af den uden at kny. Mod os var den venlig, men opgav dog aldrig sin Selvstændighed. Naar vi kaldte, kom den, hvis den havde Lyst; i modsat Fald svarede den vel, men rørle sig ikke af Stedet. Naar vi fangede den og holdt den med Magt, forstilte den sig saa mesterligt, at man maatte tro, at den var lige ved at opgive Aanden; men næppe følte den sig fri, førend den hævnede sig ved at bide og derpaa flygte bort med høje Skrig. Den anden Vinter, den til-