Dyrenes Liv: I Pattedyr

ABERNE 45 bragte i Tyskland, gjorde Ende paa dens livsglade Tilværelse, og hele Huset sørgede over Tabet at den.« En af de mest bekendte Marekatte er den meterlange, paa Rygsiden graagrønne Grøn abe, Arabernes Abulandj (Cercopithecus sabaeus'), der er almindelig fra Abbessien til Nilens vestlige Tilløb. Til de smukkeste og sirligste hører Diana-Aben (C. diana), hvis Hovedfarver er Skifergraat og Purpurbrunt med hvidt Skæg og Underside. Den lever i Vestafrika, hvor ogsaa den blaasnudcde Marekat (C. cephus) eller, som de Indfødte i Loango kalder den, Muido’en har hjemme. I Nedreguinea og især fra Yumba mod Syd indtil Kongo er denne Art langt den hyppigste. Dens Yndlings-opholdssted er de statelige Sumpskove, der følger Floderne helt ud til Havet, samt de regnfulde Skove paa Bjærgene inde i Landet. Efter Peschuel-Loesches Erfaringer turde næppe nogen anden Marekat være mere egnet til at holdes i Fangenskab end denne. Af hans Bemærkninger og Iagttagelser skal vi citere følgende: »En ganske ung Hun-Muido, som jeg flk i Kongo og plejede omhyggeligt, har jeg haft som Husdyr næsten i 5 Aar, og den har altid været fuldkommen rask. Gennem denne Abe har jeg tilfalde indset, hvor fortrinligt erfaren Pleje og fornuftig og omhyggelig Behandling indvirker paa Abernes Karakter, og hvor meget Drillerier, raa Spøg Og tanke- En Marekat fra Congo-Egnen (Cercocebus løs Mishandling ødelægger den. congicus) Tegnet i Zoologisk Have i Kblivn. Man vilde i Virkeligheden langt sjældnere kunne beklage sig over tamme Abers Ondskabsfuldhed, Pirrelighed og Lunefuldhed, naar de — især fra Barnsben — var bievne skærmede mod al daarlig Paavirkning, hvilket dog ellers plejer at være den første Regel i al Opdragelse. Af gamle Aber vil man sjælden opleve Glæde, thi de har allerede maattet døje alt for meget. Det er vist ingenlunde rigtigt, at Abernes Karakter i sig selv er slet; langt rigtigere er det at sige: Først de uophørlige Drillerier, som Mennesket netop udøver langt hyppigere mod disse Dyr end mod alle andre, er det, der fordærver deres Karakter, udvikler slette og dræber alle gode Anlæg. Derfor burde Dommen aldrig fældes efter Kendskab til Aber, der allerede er gaaet fra Haand til Haand og har oplevet alt for meget, men kun efter Iagttagelser af de Aber, som man faar direkte fra Skoven, og som man behandler