Dyrenes Liv: I Pattedyr

46 DYRENES LIV forstandigt. I hvert Fald er enhver anden Abe blcven ubrugelig til at opdrages til Husdyr. Min Abe, der fra sin Barndom af var bleven omhyggelig værnet mod enhver skadelig Indflydelse, nød uindskrænket Frihed i Europa, bevægede sig tvangfrit i alle Værelser, paa Borde og Skabe, men saa behændigt og paapassende, at den aldrig har slaaet noget itu for os. Den gik gennem Vinduet, gymnasticerede paa Balkonen, løb paa Gesimsen rundt om Huset, rutsjede ned ad Tagrenderne og tumlede sig i Gaarden og Haven. Trofast som en Hund fulgte den os paa timelange Spadsereture gennem Mark og Skov, fangede Edderkopper, Sommerfugle og — dens Yndlingsføde — Græshopper og boltrede sig af Hjærtens Lyst, hvorved dens Sundhed blev grundig styrket og dens Natur saa hærdet, at den senere endogsaa hyppig væltede sig i nyfalden Sne uden at tage Skade deraf. Paa saadanne Spadsereture gav den sig af med alle Slags Folk, der mødte os — om end den gjorde Forskel. Med smaa Hunde legede den gerne; store veg den udenom; men hvis de truede ad den, gik den dem modig ind paa Livet, sprang op paa deres Nakke, nappede og bed dem i Ørene og kradsede dem saa dygtigt, at de sluttelig løb deres Vej, helt fortumlede. Frøer og Firben viste den ingen Frygt for (som ellers alle Aber gør), men mishandlede dem heller ikke. Havde den faaet snavsede Hænder, søgte den altid ivrigt at rense dem, og lykkedes det den ikke rigtigt, vendte den sig bedende mod os. Som Legetøj elskede den bløde Dukker, store og smaa Gummi-boldte, Proppe, Træstykker o. s. v. Et Stykke Legetøj havde altid Forrang en Tid lang og blev taget med op i Sovekurven om Aftenen; det øvrige blev omhyggeligt bragt hen og gemt under Skabe, i Gardinfolder o. s. v. og blev i hvert Fald betragtet saa meget som Ejendom, at Berøring eller, endnu værre, Borttagelse altid blev opfattet som uberettiget Indgreb. I sine rummelige Kindposer plejede den at anbringe alle mulige Ting af indtil en Valdnøds Størrelse, men helst dog mindre; og visse Genstande havde dens særlige Forkærlighed. Savnede man dem, da vidste man paa For-haand, hvor de var at finde; og snart gjorde min Hustru sig det til Regel hver Aften at tømme dens Kindposer! I Begyndelsen gjorde den Modstand, men senere krammede den af sig selv sine Skatte ud, naar man tog den paa Skødet; og for at fremskynde Udtømningen hjalp den til med Hænderne, idet den drog eller gned Haandens Bagside hen over Kinden. For Dagen kom da Smaasten, Ærter, Mønter, Bønner, Søm, Propper, Fingerbøl, Glaspropper og alt muligt andet. Det, der ikke netop skulde bruges, fik den Lov at beholde, thi den tabte aldrig en eneste Ting. Særlig gerne saa den paa Billeder, især i kolorerede Bøger, og den fulgte opmærksom hver Ombladning. I Begyndelsen greb den med Lynets Hast efter billedlige Fremstillinger af Græshopper og Edderkopper, hvad enten de var farvede eller sorte; men efter kort Tid havde den fundet ud af, at de ikke var spiselige. For afbildede Slanger og Øgler viste