Dyrenes Liv: I Pattedyr

ABERNE 47 den ikke Frygt; men den opfattede dem rigtigt, hvad der fremgik af dens vekslende Ansigtsudtryk og Stemme. ■— — For Besøgende fik den straks enten Sympathi eller Anti-pathi, og dette Førsteindtryk bestemte dens senere Optræden overfor dem. Den genkendte altid enhver. Dem, som den kunde lide, indbød den til Leg ved at rykke dem i Klæderne og ved alle Slags Fagter og Lyde, sprang op paa deres Skød, lod sig kæle for og var saa indsmigrende og pudsig, at den indtog mange Fremmede. Dem, som den ikke kunde lide, tog den overhovedet ikke Notits af, og hvis de alligevel vilde give sig af med den, undveg den — eller rejste Børster og affærdigede dem med heftige Gestus. Fortsatte de yderligere deres Tilnærmelsesforsøg eller lo de højt ad den, saa »legede den Basilisk«, d. v. s. den strakte sig paa alle fire, lagde Ørene tilbage, slog Gabet vidt op, rakte Tunge, gryntede og gjorde truende Bevægelser. Da var det Tid at skride ind; ellers fo’r den uden videre løs! Erfaringen viste, at den dannede sig sin Dom efter ydre Indtryk: Et venligt Ansigt, velklingende Røst og fornem Utvungethed i Bevægelser vandt den straks, hvorimod hastige Bevægelser, et haardt eller koldt Blik og høj, ildelydende Stemme frastødte den. Børn var den dog altid glad for, var taalmodig overfor deres altfor voldsomme Behandling, tumlede og brødes med dem og smuttede fra dem, naar det blev den for hedt. Aldrig har den truet, kradset eller endnu mindre bidt Børn; de var allesammen dens gode Venner. Rørende var dens Hengivenhed for min Hustru Den betragtede sig som hendes naturlige Beskytter, og enhver, der berørte hende, ja, endog blot vilde trykke hendes Haand, fandt øjeblikkelig Dyret paa Spring ved hendes Side eller paa hendes Skulder eller Skød. Da dens Ejerinde en Gang laa meget syg, blev den bedrøvet og melankolsk og sad timevis ved Sygeværelsets Dør for at trygle om at blive indladt. Da den endelig efter Ugers Forløb maatle komme ind, sprang den øjeblikkelig op til min Hustru, smøg sig sagte klagende tæt ind til hende, lagde Armen om hendes Hals og var ikke til at faa bort igen. Denne Abe besad en meget omfangsrig Stemme, hvori vi kunde skelne mellem 13 forskellige Lyde eller Lydgrupper, hver med sin Betydning. Forunderligst var, hvad vi kaldte dens Hilsen til Solen. Naar om Morgenen Solstraalerne faldt ind i Værelset, opsøgte den i Vindueskarmen, paa Bordet eller paa Gulvet en stærkt belyst Plet, rejste Børster, vendte sig mod Solen, løftede Armene og vuggede <lem sagte, spidsede Mund og lod nu, af fuldt Bryst og overraskende h0jt> gjalde, 5—6 Gange efter hinanden, en lang kromatisk Toneskala, der sluttede med et dj'bt, langtrukkent »0«. Det var højst mærkværdige Toner, som jeg ellers aldrig har hørt hos Aber«. Med Navnet Makak cller Makak o (Macacus') betegner man i Reglen mange forskellige Aber; men i zoologisk Forstand forslaas