Dyrenes Liv: I Pattedyr

454 DYRENES UV udbredt over hele det nordlige Jordbælte og synes at have været hyppig i England, Tyskland og Danmark, hvor man i Tørvemoser har fundet Knogler og Takker af Elsdyr. I vor Verdensdel er det nu indskrænket til Lithauen, Kur- og Lifland, Norge og Sverige, samt nogle Steder i Store-Rusland. I Aaret 1746 blev det sidste Individ skudt i Sachsen og 1760 det sidste i Galizien. I Norge har det hjemme i de sydøstlige Provinser og i Sverige hist og her i de uhyre Skovstrækninger fra Nordgrænsen af Smaaland til Polarkredsen. Langt hyppigere end i Europa er Elsdyret i Asien; der er det udbredt over hele den nordlige Del indtil Amurfloden. Elsdyret er et mægtigt Dyr. En udvoksen Elghjort bliver 2,6— 2,9 M. lang; Halen omtrent 10 Ctm. lang. Højden er 1,9 M. Gamle Dyr kan opnaa en Vægt af 500 Kilo; men Gennemsnitsvægten er dog kun 3—400 Kilo. Elsdyrets Krop er forholdsvis kort og tyk, bred over Brystet, høj, næsten puklet over Skulderen. Den hviler paa meget høje og stærke Ben, som ender i smalle, dybt spaltede og ved en elastisk Hud forenede Klove; Biklovene berører Jorden under Gangen. Hele Bygningen af Fødderne gør det muligt for Elsdyret at sprede sine Klove meget stærkt, naar det gaar over fugtig Grund, — en Evne, som Rensdyret ligeledes besidder. Takkerne kan opnaa en Vægt af omtrent 20 Kilo. Elsdyrets Haarlag er tæt og glat, noget forlænget paa Skuldrene og under Halsen. Dets Farve er brun, Snuden graalig og Benene lyst askegraa. Hunnen er mindre end Hannen og har ingen Takker. Vilde og ensomme Skove, i hvilke der er mange Smaasøer og utilgængelige Moser, og som er rige paa Løvtræer, er Elgvildtets kæreste Opholdssted. Moser er ligefrem en Betingelse for dets Eksistens. Den plumpe Skabning gennemvandrer med Lethed Moradser, som hverken Mennesker eller Djt kan betræde uden Fare. Elsdyret lever i Smaaflokke paa 15—20 Individer; men henimod den Tid, da Hunnerne føder, forlader de gamle Hjorte Flokkene og danner selv Smaasamfund. Hvor Elsdyret tror sig sikkert, færdes det baade Dag og Nat; i modsat Fald strejfer det kun om ved Nattetid for at æde. Føden bestaar af Blade og Skud alle Slags Træer, fremdeles af Rosmarinlyng, Rør, Siv, fremspirende Sæd og Hør. Bark, som Elsdyret afriver nedenfra opefter i lange Strimler, samt unge Skud udgør de vigtigste Bestanddele af dets Næring, og netop derfor bliver det meget skadeligt. Unge Træer bøjer det ned med Hovedet, brækker Kronen af og æder af Grenene. Dets Bevægelser er mindre lette end Krondyrets, men det traver ret hurtigt afsted og med en utrolig Udholdenhed. I at svømme er Elsdyret en Mester, og som der paastaas, gaar det ligesom Hornkvæget gerne i Vandet for at afkøle sig. Paa Is kommer det derimod kun langsomt afsted, og er det faldet paa den glatte Flade, har det vanskeligt ved at rejse sig igen. Naar det løber, høres der en Klapren som Følge af, at Biklovene slaar imod Klovene. I Østersølandene indtræder Parringstiden i Slutningen af August,