Dyrenes Liv: I Pattedyr

PAHRETTAAEDE 467 giver det i Fare et advarende Tegn ved at stampe med det ene Løb eller ved at udstøde en kort, pibende Lyd. Som ganske smaa trykker Kiddene sig paa dette Tegn i Græsset; senere flygter de med Moderen. Imedens Kiddene endnu er ubehjælpsomme, lokker Raaen ligesom de øvrige Hjorte Fjenden bort fra dem. Snapper nogen et Kid, uden at den kan forhindre det, følger den længe efter Røveren og giver sin Uro og Sorg tilkende ved at løbe frem og tilbage og ved at kalde. Omtrent 8 Dage efter Fødselen tager Raaen sine Kid med, naar den gaar ud for at søge Føde, og efter 10 12 Dages Forløb følger de Moderen overalt. Nu vender denne tilbage med dem til sit tidligere Opholdssted, ligesom for at vise Faderen hans Afkom. Fra nu af overtager Bukken paany Familiens Ledelse, og kun paa Flugt traver Raaen foran. Efter omtrent 10 Maaneders Forløb skilles Kiddene fra de gamle. I Asiens sydøstlige Dele lever de smaa Muntjac-Hjorte (Cer-imlus), karakteristiske ved Takkernes ufuldkomne Udvikling, medens der til Gengæld er paafaldende store Hjørnetænder. Den mest bekendte Art er Kidan gen (Ccrvulus muntjac), der er noget mindre end vort Raadyr. Ejendommelig er især dens Rosenstokke, der er meget lange (8—10 Ctm.), sammenlignede med de smaa, egentlige Takker, og vedbliver at være haarbeklædte helt op til Rosenkransen. Indien saavel Fastlandet som Øerne — er denne Muntjacs Hjem. Behændigt sniger den sig gennem Skovenes tætteste Løvværk, og Jagthundene erfarer kun altfor ofte, hvor godt det lille Dyr forstaar at "bruge baade sine Takker og sine Hjørnetænder. Moskushjorten (Mosehus moschiferus) udmærker sig ved, at Hannen har meget lange Hjørnetænder, samt ved Moskuspungen. Det er en sirlig Drøvtygger af højst 1 M.s Længde, godt J/2 M-s Højde og sluttet Bygning. Foden omsluttes af lange, smalle og spidse Klove, som ved en imellem dem anbragt Hudfold kan sættes langt ud fra hinanden og saaledes i Forbindelse med Biklovene gør det muligt for Dyret at vandre sikkert og uden Besvær hen over Snemarker og Isbræer. Hjørnetænderne rager hos Hannen ud af Munden, Hunnen har ligeledes Hjørnetænder, men de træder ikke udenfor Læberne. Moskuspungen ligger paa den bageste Del af Bugen og dannei en noget fremragende, rund Pung af 6 Ctm.s Længde. Den for sin stærke Lugt og som Lægemiddel bekendte Moskus udsondres af fine Kirtler i det Indre af Pungen, og gennem cl Rør tømmes denne, naar den er for fuld. I Gennemsnit udgør Vægten af del kostbare Stof 30 Gram. I Dyrets Levetid er Pungens Indhold som en Salve; i tørret Tilstand bliver al Moskus til en kornet eller pulveragtig M asse Moskushjorten er udbredt fra Amur til Hindukusch og lia 60 Gr. n. Br. til Bagindien og Kina. Hyppigst forekommer det paa