Dyrenes Liv: I Pattedyr

PARRETTAA.EDE 469 det lægger sig paa Jorden og anstiller sig dødt. Naar Fjenden da nærmer sig, gør Dyret pludseligt et Par Spring og iler afsted med fornyede Kræfter. De Parrettaaedes anden Underorden omfatter kun de to, ikke drøvtyggende Familier Svinene og Flodhestene. Svinenes (Suidae) almindelige Bygnings- og Livsforhold er saa vel kendte, at det vil være tilstrækkeligt at skildre det europæiske Vildsvin (Sus scrofa) som Type. Vildsvinet er et anseligt Dyr af omtr. 2 M.s Længde, uden at medregne den 25 Ctm. lange Hale. Skulderhøjden udgør henimod 1 M. og Vægten 150—200 Kilo. De i Mosestrækninger hjemmehørende Vildsvin er større end de, der lever i tørre Skove. I Form ligner det sin tamme Efterkommer; kun er Kroppen mere sluttet, Benene stærkere, Hovedet længere og spidsere, mere opretstaaende og Hugtænderne større og skarpere end hos Tamsvinet. Ungerne har gulaglige Længdestriber, som dog allerede taber sig i de første Maaneder. Haarlaget bestaar af lange Børster, hvori der efter Aars-tiden er indblandet mere eller mindre kort og fint Uldhaar. lidligere var Vildsvinet vidt udbredt, men nu findes det kun paa faa Steder vildt i vor Verdensdel; langt hyppigere er det endnu i Asien og i Nordafrika. Det er udryddet i alle Lande nord for Østersøens Kyster. Fordum har det dog været meget almindeligt overalt i Danmark, og der berettes, at Christian den Femte 1692 paa en eneste Jagt fældede 33 Stkr. Nu holdes de kun (indførte) i en Dyrehave paa Fyn under Stamhuset Raunholdt. I Norge har der aldrig været Vildsvin. I Tyskland forekommer Dyret endnu enkeltvis, navnlig paa Thüringerwald, i Schwarzwald og Riesengebirge, foruden i de enkelte Vildtparker. Hyppigere findes det i Polen, Galizien, Ungarn, Syd-Rusland, Kroatien, Grækenland og Spanien, i Asien bebor det den tempererede Del af Sibirien og Centralasien indtil Himalaya, og maaske er ogsaa det indiske Vildsvin identisk med vort. I Nordafrika er det hyppigt. Indtil Forplantningstiden opholder der sig altid flere Søer og unge Orner sammen; kun de over fem Aar gamle Orner lever som trodsige og gnavne Eneboere for sig selv. Hele Dagen ligger Mokken og døser i Lejet; men henimod Aften rejser de sig for at søge Føde.” Først roder de i Jorden med Trynen eller løber hen til en Pøl for at vælte sig i den en halv Timestid. Denne Afkøling synes saa godt som uundværlig for dem; thi de løber ofte milevidt ti Badet. Naar Kornet har sat Aks, falder det vanskeligt at skræmme dem bort fra Markerne, hvor de fortærer mindre, end de ødelægger ved deres bestandige Traven rundt. Med Undtagelse af Byg paa Straaet æder de alt muligt, endogsaa dødt Kvæg, styrtet Vildt og Lig, selv af Dyr af deres egen Art. Uden at være tirret tilføjer