Dyrenes Liv: I Pattedyr
Forfatter: A. Brehm
År: 1907
Forlag: Gyldendalske Boghandel - Nordisk Forlag
Sider: 526
UDK: 59
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
472
DYRENES LIV
mægtige Hugtænder. Man kender kun to Arter, omtrent af Størrelse som vort Vildsvin.
Det sydafrikanske Vortesvin (Phacochoerus africanus) er udbredt over hele det østlige Mellemafrika i Flokke paa 10—15 Individer, især i skovrige eller kratbevoksede Egne. Dets Føde be-staar udelukkende af Rødder, og naar det søger disse, kryber det knælende frem og drager med Hugtænderne dybe Furer i Jorden.
Amerika er fattigt paa Svin, og de for det ejendommelige Arter staar i Størrelse tilbage for Slægtningene i den gamle Verden. De udgør Navlesvinenes Gruppe (Dicotyles'), som kun har tre Tæer
paa Bagfoden samt blot en Antydning af Hale. En ejendommelig Stank-Kirtel over Lænden hører ogsaa med til disse Dyrs Kendemærker.
Pekkarien (Z). torquatus) er et lille Svin af højst 1 M.s Længde og 40 Ctm.s Højde. Den har et kort Hoved og en afstumpet Snude, men er for øvrigt temmelig slankt bygget. Farven er sortbrun, Brystet hvidt, og over Skuldrene løber der et gulagtigt Baand. Rygkirtlen afsondrer til alle Tider en stærkt lugtende Vædske, som synes at behage Dyrene i høj Grad, da de gensidigt gnider hverandre med Snuderne over Lænden.
En nærstaaendeArt, Moskus-
Vortesvm. svinet (Z). labiatus) er større
og har en anden Farvetegning. Navlesvinene er hyppige i Sydamerika. I talrige Flokke gennem-strejfer de Skovene, idet de dagligt skifter Opholdssted og egentlig altid er paa Vandring. Rengger forsikrer, at man kan følge dem hele Dage igennem uden at se dem. »Paa deres Vandringer,« siger denne Forsker, »lader de sig hverken standse af aaben Mark, hvilken de ellers kun sjældent besøger, eller af Vand. Jeg har set dem sætte over Paraguayfloden paa et Sted, hvor den var over en Fjerdingvej bred. Man kan allerede i Afstand høre, at en Flok nærmer sig, ikke alene paa de dumpe og hæse Lyde, som Dyrene udstøder, men paa den Voldsomhed, hvormed de brækker Buskenes Grene paa deres Vej.« Bonpland blev en Gang, da han botaniserede, af sin indianske Ledsager opfordret til at skjule sig bag et Træ for ikke at blive revet om af en Pekkariflok; og de Indfødte forsikrede