Dyrenes Liv: I Pattedyr

TOLVTE ORDEN. SØ KØ ERNE. Søkøerne, — der trods det systematiske Navn Sirenia er meget lidt sireneagtige! — danner en lille Orden for sig selv. I indre Bygning stemmer de overens med Havdyrene, og man kan betragte dem som en Gren af disse, der særligt har tilpasset sig efter Vandlivet. De har et lille Hoved med tyk Snude og børstebesatte, ligesom ophovnede Læber; Næseborene udmunder paa Snudespidsen. Legemet er plumpt, kun sparsomt besat med børsteagtige Haar. Kun Forlemmerne er udviklede. De er luffeagtigt omdannede, idet Huden omslutter Tæerne saa fuldstændigt, at de enkelte Led er ubevægelige. Kun Spor af Negle eller Hove antyder udvendigt Haandens indre Bygning. Halen erstatter Baglemmer og ender i en vandret Finne. Der hører en meget livlig Fantasi til for, selv paa lang Afstand, at kunne opfatte disse uskønne, klodsede Dyr som Havfruer. Med et skønt Menneskelegeme har de kun det tilfælles, at Dievorterne ligger helt fremme mellem Forlemmerne og træder frem som Bryster. Ordenen omfatter kun tre Slægter, hvoraf den ene, det højnordiske Barkdyr eller Stellers Søko (Halicore stellen), tilmed er udryddet. De nulevende Søkøers Opholdssted er lave, rolige Strandbredder, Bugter og Floder i de varme Lande, og ofte foretager de Vandringer dybt ind i Fastlandet til Indsøer, der ved store Floder staar i Forbindelse med Havet. De er dog langt mere Vanddyr end Sælerne; thi kun undtagelsesvis skyder de deres plumpe Krop op paa Strandbredden. De svømmer og dykker fortrinligt og løfter undertiden Hovedet og en Del af Overkroppen op af Vandet paa en Maade, der minder om Havfruerne i de gamle Sagn. Paa tørt Land slæber de sig kun frem med den yderste Anstrængelse. Deres Føde bestaar udelukkende af Havplanter, Tang og Græsarter samt af forskellige Ferskvandsplanter, som de afrykker med de tykke Læber. Begge Køn søger at beskytte og forsvare hinanden, og Hunnen