Dyrenes Liv: I Pattedyr

DYRENES LIV 478 plejer sin Unge med Omhu, bærer den endogsaa støttet paa For-lemmerne og trykker den ind til sit Bryst. Søkøerne kan ikke blot taale Fangenskab, men endog blive meget tamme. Hos Mana terne (Manatus) er Halefinnen afrundet. Den brat afstumpede Overlæbe er meget bevægelig, og paa de luffedannede Forlemmer ses der fire smaa, flade Negle. Kun unge Dyr har Fortænder, men de falder snart ud, og hos de gamle findes der blot Kindtænder. De tre Arter — to amerikanske og en afrikansk — hvoraf denne Gruppe bestaar, har hjemme i det atlantiske Hav imellem 19° s. og 25° n Bredde. Interessant er det, at den afrikanske Manat (Manatus senegalensis') bl. a. bebor Tsad-Søen midt inde i Afrika. Den bedst kendte Art er Lamatinen (Manatus latirostris'); den bliver ca. 3 M. lang og vejer 3—400 Kilo, Den blaagraa, paa Bugen noget lysere Hud er besat med opretstillede Børster. Overlæben, der springer langt frem, har en meget fin Hud og tjener som Snabel eller Føleredskab; den bliver 3 P'od lang og har ualmindelig store Celler. Syd- og Mellemamerika samt Floridas Østkyst er dette Dyrs Hjem. Hyppigst findes det i Amazonfloden og Orinoko samt disses Bifloder. Naar Manaten har ædt sig mæt i Vandplanterne, lægger den sig paa saa lavt Vand, at den kan stikke Snuden op af Vandet og saaledes ikke behøver at dukke op og ned hvert Øjeblik. Om Manatens Forplantning har man ingen bestemte Angivelser; efter nogle føder Hunnen én, efter andre to Unger. Der foreligger baade fra ældre og nyere Tid mange Eksempler paa Manatens Anlæg for let at blive tam og hengiven mod dem, der vil den det godt. Oversætteren har selv haft Lejlighed til at erfare dette, idet han i Begyndelsen af Halvfemserne ofte besøgte og fodrede en Manat, der fra Amazonas var ført til et offentligt Parkanlæg i Rio de Janeiro. Denne Søko aad — foruden Græs — gerne Franskbrød og var saa tam, at den, med en Behændighed, der stod i sær Modsætning til Læbernes Uformelighed, tog Græsset og Brødet ud af Ens Haand, ja endog kravlede En imøde oppe paa Land. Det har utvivlsomt været Dygongen (Halicore dugong') der har givet Anledning til Sagnet om Havfruer; thi de Have, hvori den opholder sig, blev besøgte i Oldtiden. Dygongens Hale er halvmaaneformet indskaaret. Paa Hovedet nær, der minder noget om Flodhestens, har Dygongen et fiskedannet Legeme af 3 — 5 M.s Længde. Forlemmerne er ikke synderlig store, men brede, paa den forreste Rand afrundede og bagtil skarpkantede. Tæerne kan blot skelnes, naar man føler paa de lufl’edannede Lemmer, og af Negle er der intet Spor. Paa den korte og tykke Snude