Dyrenes Liv: I Pattedyr

SØKØERNE 479 træder den meget store, tykke, fortil hjærteformet indskaarne, vortede og kun lidet bevægelige Overlæbe tydelig frem, og Underlæben begrænses af en tyk Hudfold ned imod Halsen. De smaa, frem-staaende Øjne omgives ved den øverste Rand af en Halvkreds af Øjehaar, har ingen Øjelaag, men i Stedet derfor en Blinkhinde og lukkes ved en Sammendragning af Huden; Ørerne skelnes kun som smaa, runde Aabninger. Dygongen synes at forekomme i alle Dele af det indiske Ocean. Mod Nord findes den indtil midt op i det røde Hav og er der et meget velbekendt Dyr, som af Sømændene kaldes »Havets Kamelhoppe.« Af de hidtil kendte Beretninger fremgaar det, at den fornemlig opholder sig i Havet, sjældnere i Flodmundinger med Brakvand, men aldrig i Floderne selv. Lave Bugter, i hvilke Solen ret kan skinne gennem Vandet og Havets Planterigdom ret udfolde sig, er dens Yndlingsopholdssteder. Maaske stiger den slet ikke op paa Land, men bliver undertiden blot liggende der fra Ebbetiden for at oppebie den næste Flodtid. Fra Bunden af de lave Bugter kommer Dyret hvert Minut op til Overfladen, stikker Snuden og af og til den halve Krop op af Vandet, drager Aande og synker atter langsomt og jævnt ned i Dybet. Den er et sløvt og trægt Dyr, hvis Stemme bestaar i en Snøften eller dyb Søvn. I det røde Hav føder Hunnen én Unge i November eller December. Dygongens Kød spises, og den fældes i Parringstiden med Harpuner, som oftest i den stille Nat, da dens Snøften høres vidt og bredt. Den tidligere omtalte Naturforsker Steller, som i November 1741 strandede paa den da endnu ubekendte Beringsø, hvor han maatte henleve ti sørgelige Maaneder, har givet en Beretning om et af de mærkeligste Søpattedyr, Russernes »Morskaja-Korowa«, som senere synes at være fuldstændig udryddet, og som man efter Opdageren har givet Navn af Stellers Søko eller Barkdyret (Halicore stellen). Maaske allerede 27 Aar efter Opdagelsen af disse Dyr blev det sidste Barkdyr fældet. Mærkelig var Hudens Beskaffenhed, som har givet Anledning til Navnet »Barkdyr«. »Søkoens Hud«, siger Steller, »bestaar af flere Lag; det yderste Lag er sort eller sortbrunt, en Tomme tykt, saa fast som Korktræ og om Hovedet fuldt af Gruber, Rynker og Huller. Den underste Hud er noget tykkere end en Oksehud, meget fast og har en hvid Farve. Under begge disse Lag er hele Dyrets Legeme omgivet af et fire Fingre tykt Spæklag; derefter kommer Kødet. Jeg anslaar i alt Dyrets Vægt til 480 Centner.«