Dyrenes Liv: I Pattedyr

TRETTENDE ORDEN. HVALERNE. Blandt Pattedyrene er Hvalerne (Cete), hvad Fiskene er blandt Hvirveldyrene, — Dyr, der er bundne til Vandet og byggede paa en saadan Maade, at de svarer til dette Liv. Sælen tilbringer i det mindste en Tredjedel af sit Liv paa Land; Søkoen har endnu en Mulighed for at slæbe sig op paa fast Grund ■ men Hvalerne er udelukkende henviste til Havet. Derpaa tyder allerede Størrelsen; thi kun i Vandet er det muligt for saadanne Kæmpedyr at bevæge sig med Lethed, og kun det paa Næring rige Hav kan yde dem den fornødne Føde. Pattedyrenes væsentligste Mærker — at have varmt Blod og at aande ved Lunger, at føde levende Unger, som dier, samt en høj Udvikling af Hjernen og Nervesystemet — har Hvalerne tilfælles med Klassens øvrige Ordener. I alle andre Henseender afviger de endnu mere fra de andre Pattedyr end Søkøerne. Deres Krop er kolossal og ubehjælpsom; det ofte uformelig store Hoved gaar uden kendelig Grænse over i Kroppen, denne bliver smallere og smallere bagtil og ender i en bred, vandret Halefinne. Ydre Baglemnier fattes ganske, og de forreste er bievne til Luffer. En hos nogle forekommende Fedtfinne paa Ryggen bidrager yderligere til at forøge disse Dyrs Lighed med Fisk. Forøvrigt kendes Hvalerne udvendigt paa den vidtspaltede Mund, der enten har en ualmindelig Overflod af Tænder, eller fra hvis Overkæbe der hænger Barder ned, — en Horndannelse, vi her træffer for første og sidste Gang i Dyreriget. Hvalernes Sanseredskaber staai- paa et lavt Trin. Øjnene er smaa og Øregangene saa at sige kun antydede. Næsen har ganske tabt sin Betydning og tjener udelukkende til Luftkanal; dens paa det højeste Sted af Hovedskallen liggende Aabning, Sprøjtehullet, fører lodret ned til Næsehulen og fra den til Strubehovedet. En glat Hud, som kun paa meget faa Steder er besat med enkelte Børster, omgiver Legemet. Den er blød, fløjlsagtig at føle paa og