Dyrenes Liv: I Pattedyr

HVALERNE 491 og i Løbet af 10 Minutter stødle 11 Baade, hver med 8 Mand, fra Land; Folkene trak Trøjerne af og brugte Aarerne saa flinkt, at Fartøjerne fløj afsted som Pile. Vi gik med Amtmanden op paa Skansen og opdagede igennem Kikkerten to Baade, som signaliserede Grindabo. Nu steg der en høj Røgsøjle i Vejret ved den nærmeste By, straks efter en anden fra et nærliggende Bjærg. Overalt flammede der Bavner. Fjorden vrimlede af Fartøjer. Vi gik om Bord i Amtmandens Jagt og saa nu Hvalerne, om hvilke alle Baadene havde dannet en vid Halvkreds. Omtrent 20—30 Baade omringede i omtrent 100 Skridts Afstand fra hverandre Flokken og drev den langsomt ind imod Bugten ved Thorshavn. Omtrent Fjerdedelen af alle Hvalerne var synlig; snart dukkede der et Hoved op og udsprøjtede sin Vandstraale, snart saa man den høje Rygfinne, snart hele Overkroppen. Vilde de gøre et Forsøg paa at smutte ud mellem Fartøjerne, saa blev der kastet Stene og Blyklumper, fæstede til Snore i Vandet; svømmede de rask fremad, blev der halet ud, saa at Aarerne undertiden knækkede. Jo nærmere Hvalerne kom Havnen og Landet, desto uroligere, blev de, trængte sig tæt sammen i en Hob og ænsede ikke synderligt, at der blev kastet med Sten og slaaet med Aarerne i Vandet. Bandenes Kreds trak sig tættere og tættere sammen om de ulykkelige Slagtofre; disse drog bestandig langsommere ind i Havnen, anende Faren. Da de var komne ind i Vestervang, som kun er 250 Skridt bred og dobbelt saa lang, vilde de ikke længere lade sig drive som en Flok Faar og gjorde Mine til at vende om. Nu nærmede det afgørende Øjeblik sig. Uro, Frygt, Haab og Mordlyst stod skrevet paa Færingernes Ansigter. De opløftede et vildt Skrig; alle Baadene styrtede ind paa Flokken og stak med brede Harpuner de Hvaler, som ikke var Baadene saa nær, at de kunde knuse dem med et Slag af Halen. De saarede Dyr for afsted med frygtelig Hurtighed; hele Flokken fulgte efter og løb op paa Stranden. Alle Baade ilede efter Hvalerne; man søgte blindt ind imellem dem og stak løs paa dem. De Folk, som stod paa Land, gik indtil op under Armene ud i Vandet til de saarede Dyr, slog Jærnkroge, til hvilke der var fastgjort et Tov, ind i Kroppen eller i Blæsehullet, og nu trak 3—4 Mand Hvalen helt op paa Land og skar Halsen over paa den lige ind til Ryghvirvlerne. I Dødskampen piskede Dyret Søen med sin Hale, saa at Vandet stænkede vidt omkring; det klare Vand i Havnen blev farvet blodrødt; og Blodstraaler sprøjtedes i Vejret fra Blæse-hullerne. Henved 30 Baade, 300 Mennesker, 80 dræbte og endnu levende Hvaler befandt sig paa et Rum af ikke mange Kvadratfavne. Overalt Raab og Skrig. Med Klæderne, Ansigterne og Hænderne farvede af Blod saa de ellers saa godmodige Færinger ud som Sydhavs-Kannibaler. Men da en Mand blev strakt til Jorden, og en Baad blev slaaet i Stykker ved et Slag af Halen af en døende Hval, blev den sidste Del af dette Sørgespil dog spillet til Ende med