Dyrenes Liv: I Pattedyr

495 HVALERNE skrueformigt fra venstre til højre drejede, elfenbensagtige Stødtænder, af hvilke den ene (den højre) dog i Reglen er hæmmet og falder ud i en mere fremrykket Alder. Dyret er sædvanligt 4—5, sjældent 6 M. langt. Hos udvoksne findes der paa hvid eller hvidgul Grund talrige langagtige, graa og brune Pletter. Det er intet Under, at der er fortalt mange Fabler om et saa paafaldende Dyr. Navnlig har Stødtanden givet Anledning til alle-haande Gisninger. Det rimeligste er vel, at den kun er et af de Vaaben, som Hannerne har forud for Hunnerne; thi dersom den virkelig var nødvendig i et eller andet Øjemed, vilde det ikke være let at forstaa, hvorledes Hunnen kunde undvære den. Narhvalen bebor de nordlige Have og findes hyppigst imellem den 70de og 80de0 n. Br.; i Davisstrædet og Baffinsbugten Syd for Polarkredsen forekommer den kun sjældent. . Denne Hval ses sædvanligt i Flokke paa 15 — 20 Individer, i Reglen Dyr af samme Køn. I det høje Norden skal <len ogsaa flokkes i Skarer paa flere Hundreder, navnlig paa Steder, hvor der er aabent Vand i det paa store Strækninger isbelagte Hav. Flokkene svømmer saa tæt, at en Han altid lægger Stødtanden paa sin Formands Ryg. , Skønt Mennesket fra gammel Tid har jaget denne Hval, er det maaske ikke dens værste Fjende; ikke alene Spækhuggeren og de store Hajer, Havkalen og Brugden efterstræber den, — men Havet selv volder ofte deres Undergang, idet mange af disse Hvaler kastes paa Land i Storm. Tidligere blev Stødtænderne betalte med utrolige Summer. Ved sin uhyre Størrelse og det mægtige, tykke Hoved, som i det mindste udgør en Tredjedel af Kroppens Længde, adskiller K askel o t-t e n eller S p e r m a c e t h v a 1 e n (Physeter macrocephalus') sig mere fra Delfinerne end fra Bardehvalerne; men Hovedskallens Bygning og Tandsættet minder dog om hine hurtige og rovgernge Pattedyr , Kaskelotten staar i Henseende til Størrelse ikke tilbage for de store Bardehvaler. Udvoksne Hanner opnaar en Længde af 20 23 M. og et Omfang af 9—12 M. Hunnerne er langt mindre. Forholdsvis er Lufferne smaa; hos en Han er de kun 2 M. lange og 1 M brede; Halefinnen er derimod 5 M. bred. Man kan betegne Kaskelotten som det mest uformelige af alle Dyr. Hovedet er paafaldende paa Grund af dets store Masse og af dets Tykkelse, som overalt er ens. Under dets tyklfe PæR “ ‘ breder der sig Senelag, som tjener til Sidevægge for et stort Rum dette er ved en vandret Væg delt i to, ved flere Aabn.nge- forbundne Kamre. Hele dette Rum er opfyldt af en klar, oljeagtig Vædske, som i størknet Tilstand kaldes Hvalrav eller Sp>emaice og som endvidere findes i et Rør, der strækker sig fra Hoveda t.i Halen, samt i mange smaa, i Kødet og Spækket fordelte Smaa-sække. En særegen Opmærksomhed fortjener Urinblæren; den rummer