Dyrenes Liv: I Pattedyr

500 DYRENES LIV sætter over Buske o. 1. Forhindringer, som Hunden maa løbe uden om. Paa ujævn Grund bliver Flugten vanskeligere for Kænguruen, navnlig naar den skal ned ad Bakke. En flygtende Kænguru kan udholde at springe flere Timer i Træk uden at hvile. Af Kænguruernes Sanser synes Hørelsen at være bedst udviklet; Synet er svagere og Lugteevnen vistnok ikke meget stærk. Kænguruerne er temmelig dumme; de lader sig ikke let tæmme og viser ingen Hengivenhed for deres Oppasser. Føden bestaar af Plantestoffer, især af Græs og Træernes Blade; mange af dem fortærer dog ogsaa Rødder, Bark, Knopper, Frugter og forskellige Urler. De større Arter føder sjældent mere end én Unge. Trods Dyrets Størrelse er Bæretiden kun meget kort, saaledes hos Kæmpe-Kænguruernes Hunner kun 39 Dage. Ungen tages af Moderen med Munden og sættes fast paa en af Pattevorterne, idet hun med Forlemmerne aabner Pungen. Tolv Timer efter Fødselen har den spæde Kæmpe-Kænguru kun en Længde af ca. 3 Ctm. og kan paa dette Udviklingstrin kun betragtes som et ufuldbaarent Foster. Den er nøgen, halvt gennemsigtig og blød; Øjnene er lukkede, Ørerne og Næseborene antydede, og Lemmerne endnu ikke tydeligt udviklede; men Forlemmerne er, mærkeligt nok, en Tredjedel længere end Baglemmerne. Med stærkt bøjet Krop, og med den korte Hale krummet ind mellem Bagbenene hænger Ungen fast ved Pattevorten, ude af Stand til selv at die. Saa snart den hænger ved Vorten, svulmer denne saa stærkt op inde i Ungens Mund, at Læberne omslutter den ganske tæt paa det smalleste Sted, hvorved Ungen forhindres i at falde af. Saa vidt man ved, suger Ungen ikke selv Mælken, men denne sprøjtes fra Vorten ned i dens Hals. Ungen forbliver næsten 8 Maaneder i Pungen, Naar den først har faaet Haar, vokser den meget hurtigt og begynder samtidigt dermed at rejse de lange Ører, som før har hængt slapt ned. Fra nu af titter den hyppigt ud af Pungen, naar Moderen sidder stille; den strækker hele Hovedet ud og ser sig livlig om, ja begynder endogsaa at rode lidt om med Forlemmerne og selv at æde. Moderen viser dog endnu stor Omsorg for den; i Begyndelsen sætter den sig til Modværge mod ethvert Forsøg paa at se eller berøre Ungen inde i Pungen; men naar Ungen først selv har begyndt at stikke Hovedet frem, gør Moderen sig ikke synderlig Umage for at skjule den. Den Lille er meget frygtsom og trækker sig ved den ringeste Forstyrrelse tilbage i Pungen. Her indtager den alle mulige Stillinger; snart ligger den, snart sidder den, snart stikker den Hovedet ud og snart Bagbenene eller Halen. Det er morsomt at se, hvorledes Moderen, naar hun vil springe et andet Sted hen, driver den fremtittende Unge ind i Pungen, og hvorledes hun, naar den ikke straks vil lystre, giver den et lille Slag med Forpoten. Endnu længe efter, at Ungen har begyndt at forlade sit sikre Skjul og har græsset sammen med Moderen, flygter den ind i Pungen, saasnart den tror sig i Fare. I voldsomme Spring sætter