Dyrenes Liv: I Pattedyr

PUNGDYRENE 501 den da hen til Moderen og styrter hovedkuls ind i den halvt aabne Pung, vender sig om derinde og kigger straks efter ud med et komisk Udtryk af den misundelsesværdigste Tryghed. Kænguruerne er det vigtigste Vildt i Australien og jages baade af de Indfødte og af Kolonisterne. Australnegerne sniger sig ubemærket hen i Nærheden af de flokkevis græssende Dyr og fælder flere af Flokken. De engelske Kolonister betjener sig af en egen Slags Hunde, der er særligt afrettede til Kængurujagt. Tre eller fire af disse Hunde er som oftest i Stand til at drive Kænguruen saa-ledes, at den kommer paa Skud. Men denne Jagt er ingenlunde uden Fare, thi Kænguruen bruger i Nødsfald sine stærke Baglemmer saavel mod Mennesker som mod Dyr. }De flygtende Kænguruer søger gerne ud i Floder og Søer og oppebier der Hundene. Disse er nødt til at svømme, hvorimod Kænguruerne er høje nok til at kunne bunde; den første Hund, der naar ud til Kænguruen, bliver grebet af den med Forlemmerne og trykket ned under Vandet; derpaa holder Kænguruen den nede med sine Bagben, indtil Hunden er druknet. En kraftig Han-Kænguru af en af de større Arter kan paa denne Maade ofte forsvare sig mod flere Hunde. Med den største Koldblodighed lader den den ene Hund efter den anden svømme ud til sig og passer nøje paa at gribe den i det gunstigste Øjeblik. Er Hunden først bleven grebet, er det ude med den, hvis ikke en anden i Tide kommer den til Hjælp. Kænguruernes Kød skal være særdeles velsmagende, og baade Pelsen og Skindet benyttes. Alle Arter taaler meget godt Fangenskab. Om Vinteren behøver de ikke nogen synderlig varm Stald, og naar de plejes nogenlunde godt, forplanter de sig villigt. I Tyskland er der gjort et Forsøg paa Kænguruopdrætning i stor Stil (i en Skov i Rhinprovinsen), og et tysk Jagttidsskrift for 1890 meddeler, at de der indførte Kænguruer formerer sig godt og allerede danner en kraftig Stamme. Kæmpe-Kænguruen, Kolonisternes »Boomer«, (Macropus gigan-teus), er en af Familiens største Arter. Gamle Hanners Længde beløber sig i alt til henimod 3 M., hvoraf Halen maaler 90 Ctm., og Vægten udgør 100—200 Kilo. Hunnen er dog omtrent en Tredjedel mindre. Haarklædningen er rigelig, tæt, glat og blød. Pelsens Hovedfarve er graabrun. Underarmen, Skinnebenene og Fodroden er lyst gulbrune, Tæerne sortagtige og Overlæben hvidlig. Ørerne er udvendig nøddebrune, indvendig hvide. I Aaret 1770 opdagede Cook Kænguruen paa Kysten af Ny-Syd-wales og gav den det Navn, hvormed de Indfødte betegnede den. Nu er Kænguruen ved de fortsatte Forfølgelser trængt langt tubage fra Kysterne, og selv i det Indre af Landet begynder en a lve sjældnere. I Reglen ser man kun 3-4 Individer i en Flok, og selv disse bekymrer sig egentlig ikke om hverandre. aa rig ig gode Græsgange støder der dog hyppigt et større Antal sammen,