ForsideBøgerDyrenes Liv: I Pattedyr

Dyrenes Liv: I Pattedyr

Forfatter: A. Brehm

År: 1907

Forlag: Gyldendalske Boghandel - Nordisk Forlag

Sider: 526

UDK: 59

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 536 Forrige Næste
512 DYRENES LIV og har ved sit rottelignende Ydre givet Anledning til, at hele Slægten benævnes Pungrotter. Det er omtrent af Størrelse som Huskatten og den største Art i hele Slægten. Det udmærker sig hverken ved Farve, Form eller smukke Bevægelser, men gør snarere et ubehageligt Indtryk. Den temmelig tykke, runde og spidse Snohale er kun haarbevokset ved Roden. Under Gangen bæres den sammenrullet nedefter. Hunnen har en fuldstændig Pung. Opossumet har hjemme i Nordamerika, hvor det er udbredt lige fi a Meksiko indtil de koldere Egne ved de store kanadiske Søer. I den mellemste Del af denne umaadelige Landstrækning findes det overalt hyppigt. Det opholder sig i Skove og Krat, helst i saadanne, som ved deres Tæthed og Uigennemtrængelighed yder det gode 1 ilflugtssteder. »Langsomt og forsigtigt«, siger Audubon, »lister Oposumet sig hen over Sneen, medens det af og til, hvor Jorden er blottet, snuser til et og andet, som synes at tiltale det. Ved Foden af et gammelt Træ standser det, gaar derpaa rundt om den mægtige Stamme, finder en Aabning mellem de snedækkede Rødder og smutter i et Nu derind. Nogle Minutter efter kommer det atter tilsyne med et dræbt Egern i Munden og klatrer langsomt op i Præet, indtil det finder et Sted, hvor det skjules af dc tykke Grene og disses Slyngplanter. Her sætter det sig til Ro, snor Halen om en Gren og sønderriver med Tænderne det dræbte Egern, som det under denne Proces holder fast med Forpoterne.« Naar Opossumet ikke kan faa anden Føde, tager det til Takke med Frøer, ja endog med Frugter og saftige Plantestængler eller Rødder; men Blod af mindre Pattedyr og Fugle samt Æg er dog dets kæreste Føde. Det er højst besynderligt at se, hvorledes Dyret bæret sig ad, naar det overraskes og ikke kan undslippe. Ved det første Slag eller Spark ruller det sig sammen som en Kugle; jo mere det mishandles, desto mindre lader det sig mærke med, at det er i Live. Tilsidst ligger det ganske stille, med Tungen hængende ud af den aabne Mund og med stive, matte Øjne, og det bliver liggende saa-ledes, indtil det mærker, at det er ene. Men i samme Øjeblik er det ogsaa paa Benene og flygter, saa hurtigt det kan. Paa Jorden bevæger det sig langsomt; det træder paa hele Fod-saalen, og selv naar det løber, kommer det ikke rask afsted. I Træernes Grene klatrer det derimod sikkert og temmelig hurtigt; dets Tommel paa Baglemmerne og dets Snohale kommer det derved fortrinligt til Nytte. I Parringstiden lever Han og Hun sammen; ellers fører Dyret, ligesom de andre Pungrotter, et ensomt Liv. Det har ingen bestemt Bolig, men benytter et hvilketsomhelst Smuthul, naar det om Morgenen har tilendebragt sin Nattejagt. Man træffer det ikke sjældent ligesom beruset af Blod, sovende blafndt alt det Fjerkræ, det har myrdet. Hvor sky og forsigtigt det er, glemmer den enhver Fare, naar det først har begyndt sit Slagteri.