Dyrenes Liv: I Pattedyr

PUNGDYRENE 511 selvgravede Huler. De lever af Planteføde og Insekter og er uskadelige, frygtsomme Dyr, der i Fangenskab let bliver tamme. Den spidssnudede Pung-Grævling (P. nasata) bliver, Halen iberegnet, ialt x/2 M. lang og minder dels om en Kanin, dels om en Spidsmus. Hunnen skal mere end én Gang om Aaret kaste 3—6 Unger og i lang Tid bære disse om i Pungen. Pung-Rotterne (Didelphyidae) omfatter kun smaa eller middelstore Former, af hvilke ingen er større end en almindelig Kat og mange ikke større end en Mus. Kroppen er undersætsig, Snuden spids, og Halen af forskellig Længde, ofte en i Spidsen nøgen Snohale. Baglemmerne er noget længere end Forlemmerne, Fødderne har fem Tæer, af hvilke Tommelen hos nogle Arter kan stilles imod de andre. Hos én Slægt er Tæerne forbundne ved en Svømmehud; hos nogle Arter mangler Hunnen Pung. I Tandsættet træder Rovdyrpræget stærkt frem. I en tidligere Jordperiode fandtes der Pungrotter ogsaa i Europa; nu er de 24 kendte Arters Udbredelseskreds indskrænket til Amerika, hvor de næsten udelukkende lever i Skove og søger Skjul i hule Træstammer, i Jordhuler eller mellem Skovbundens Planter. Alle Plingrotter er Natdyr og fører et ensomt, omstrejfende Liv. De fleste klatrer paa Træer, og hos dem er Halen uddannet til et Griberedskab, ved hvilket man undertiden ser dem Pungrotte. hænge flere Timer i Grenene. Aandsevnerne synes kun at være lidet udviklede. Føden bestaar saavel af smaa Pattedyr, Fugle og Æg som af mindre Krybdyr, Insekter og Orme; i Nødstilfælde æder de ogsaa Frugter. De større Arter trænger ind i Menneskets Boliger og myrder alle de Husdyr, som de kan magte. De giver en ejendommelig hvislende Lyd fra sig, naar man gør dem Fortræd, ellers hører man aldrig deres Stemme. Naar de forfølges, sætter de sig ikke til Modværge; de fleste Arter anstiller sig døde, naar de ikke er i Stand til at undfly. Naar de bliver forskrækkede, udbreder de en stærk, modbydelig, løgagtig Lugt. Ungerne, hvis Antal er temmelig stort (fra 4—16) kommer for de fleste Arters Vedkommende endnu mere uudviklede og hjælpeløse til Verden end andre Pung-dyrunger. De Arter, hvis Hunner har Pung, bærer Ungerne om med sig i Pungen i lang Tid; de øvrige bærer dem paa Ryggen, såa snart Ungerne er store nok til at holde sig fast. Af de egentlige Pungrotter er det saakaldte Opossum eller den virginske Pungrotte (Didelphys virginiana), det mest bekendte