Dyrenes Liv: I Pattedyr

 522 DYKENES LIV Aften Aften kom begge mine smaa Venner frem i Tusmørket, aad som sædvanligt Foderet og begyndte derpaa at lege som et Par unge Hunde, idet de angreb hinanden med Næbet, løftede Forpoterne, klavrede over hinanden osv. De var overordentlig livlige, medens de saaledes løb omkring; de smaa Øjne straalede, og Øreaabningerne aabnede og lukkede sig ualmindelig hurtigt; men nu lod Ungerne sig ikke gerne tage i Haanden. Da Øjnene sidder meget højt oppe paa Hovedet, kan Dyrene ikke godt se lige ud for sig, men stødte imod alt muligt i Værelset og rev ofte lette Genstande om. I Førstningen var jeg tilbøjelig til at betragte dem som Natdyr, men efterhaanden kom jeg til den Erkendelse, at de var saavel Dag- som Natdyr, og at de blot foretrak den kølige og mørke for Højst pudsigt var det at se de sælsomme Dyr gabe og strække sig. De ’ ~ vidt som komisk ud, — fordi man ikke er vant til at se en And gabe. Jeg fodrede dem med Brød, opblødt i Vand, haardkogte Æg og flnt hakket Kød. De syntes ikke at foretrække Mælk for Vand. Kort efter min Ankomst til Sidney blev Dyrene magrere; den 29de Januar døde Hunnen, den 2den Februar Hannen. Jeg havde kun holdt dem i Live i omtrent 5 Uger.« Middagens Hede og blændende Solskin. strakte da Forpoterne ud og udbredte Svømmehuden saa muligt. Skønt del var ganske naturligt, saa det højst