Dyrenes Liv: I Pattedyr

KLOAKDYBENE 521 vilde grave sig en Gang. Om Morgenen sov det last med Halen inderst, Hoved og Næb under Brystet og Legemet sammenrullet. Da jeg vækkede det, knurrede det som en Hundehvalp, men mere sagte og vellydende. Alle Europæere i Nabolaget glædede sig over endelig at se et levende Næbdyr, og jeg tror, at det i det hele var første Gang, at en Europæer fangede et Næbdyr levende og undersøgte dets Bolig. Da jeg rejste, satte jeg min Fange i en lille Kasse med Glas og tog den med mig. For at skaffe Dyret en Forfriskelse vækkede jeg det efter nogen Tids Forløb, bandt en lang Snor om dets Bagben og satte det ved Bredden af en Strøm. Det søgte snart ud i Vandet og svømmede op imod Strømmen, aabenbart meget glad ved de Steder, som var tæt bedækkede med Vandplanter. Efter at Dyret var blevet ked af at dykke, krøb det op paa Bredden, lagde sig i Græsset og pudsede paa sig. Nogle Dage efter lod jeg det atter tage et Bad, denne Gang i en klar Flod, hvor jeg tydeligt kunde iagttage dets Bevægelser. Det dykkede rask ned til Bunden, blev der et Øjeblik og steg atter op. Det svømmede langs med Bredden og syntes at betjene sig af Næbet som af et meget fint Føleredskab. Hver Gang det tog Næbet op af Dyndet, havde det sikkert noget spiseligt deri; thi Næbet var da i den Bevægelse fra den ene Side til den anden, som er ejendommelig for Dyret, naar det tygger. Det ænsede ikke forskellige Insekter, som flagrede tæt omkring det, enten fordi det ikke saa dem, eller fordi det foretrak den Føde, det fandt i Dyndet. I)et vilde kun nødigt tilbage til sit Fængsel. Om Natten hørte jeg det kradse i Kassen, som stod i mit Sovekammer, og den følgende Morgen fandt jeg Kassen tom. Næbdyret havde brudt en Tremme fra og var undflyet.« Paa en ny Rejse lykkedes det Bennett at opdage en Bolig med tre Unger. »Da vi fandt Reden med Ungerne«, siger han, »og satte dem paa Jorden, løb de vel omkring, men gjorde intet Forsøg paa at flygte, saaledes som de gamle. De Indfødte, hvis lænder syntes at løbe i Vand efter de fede Unger, sagde, at de allerede var 8 Maaneder gamle, og tilføjede, at de Gamle i Begyndelsen blot opdrættede de unge Næbdyr med Mælk og senere med Insekter, smaa Bløddyr og Dynd. Ungerne kunde jeg roligt lade løbe om i Stuen; en Gammel gravede derimod saa ufortrødent i Muren, at jeg maatte indespærre den. Derpaa laa den hele Dagen rolig, men gjorde altid om Natten nye Undvigelsesforsøg. Forstyrrede, jeg Dyrene i deres Søvn, paafulgte der en almindelig Knurren. Min lille Næbdyrfamilie levede endnu i nogen Tid, saa at jeg kunde iagttage dens Sædvaner. Ofte syntes Dyrene at drømme, at de var ude at svømme, og deres Forpoter var da i den tilsvarende Bevægelse. Satte jeg dem paa Gulvet om Dagen, opsøgte de sig et mørkt Hvilested, rullede sig sammen og lagde sig til at sove. En