Dyrenes Liv: I Pattedyr

520 DYRENES LIV varede ikke længe, inden vi paa Overfladen af Vandet og temmelig nær ved os saa et mørkt Legeme, hvis Spids, Hovedet, kun hævede sig lidt op over Vandets Overflade. Vi blev staaende ubevægelige for ikke at skræmme Dyret. Man maa holde sig beredt til at skyde, naar det dykker, for straks at kunde sende det Ladningen, naar det atter stikker Hovedet op. Kun et Skud i Hovedet fælder Dyret, da Haglene ikke let gaar igennem den tætte, uldne Pels. Vi saarede et Næbdyr, og da Hunden bragte os det, fandt vi, at det var en smuk Han. Det bevægede sig endnu, men udstødte ingen Lyd, med Undtagelse af, at det aandede igennem Næseborene. Faa Minutter efter syntes det at leve op igen og løb straks ned imod Vandet, dog med usikre Bevægelser. Omtrent 25 Minutter efter styrtede det flere Gange hovedkulds om og døde. Da jeg havde hørt megen Tale om, hvor farligt det skulde være at blive stukket af dets Sporer, selv om Dyret var dødelig saaret, førte jeg straks Haanden hen til den »giftige« Spore. Ved sine Anstrængelser for at undfly kradsede Dyret mig lidt med Bagpoterne og ligeledes med Sporen; men hvor haardt jeg end tog paa det, stak det mig ikke forsætligt. Man fortalte fremdeles, at Dyret lagde sig paa Ryggen, naar det vilde betjene sig af dette Vaaben; jeg bragte det i denne Stilling, men det søgte blot, uden at bruge Sporen, atter at komme paa Benene. Jeg har ved dette og senere Forsøg overtydet mig om, at Sporen har en anden Betydning end det, at tjene som Vaaben. De Indfødte er heller ikke bange for at tage et levende Han-Næbdyr. Naar det mærkelige Væsen løber henad Jorden, tager det sig ud som noget overnaturligt og skræmmer let frygtsomme Personer ved sin sælsomme Form. Katte griber straks Flugten for det, og Hunde spidser Ører, stirrer paa det, gør af fuld Hals, men vover ikke at røre det.« For at lære Næbdyrets Forplantning at kende lod Bennett en af dets Boliger opgrave, i den Hensigt at bemægtige sig en drægtig Hun eller en Hun med diende Unger. Han beskriver selv denne Episode saaledes: »Indgangen var stor i Forhold til Gangens senere Bredde; thi den blev snævrere og snævrere, jo længere vi kom, og svarede tilsidst kun til Dyrets Tykkelse. Vi fulgte den i en Udstrækning af 3 Meter. Pludselig dukkede der et Hoved af et Næbdyr frem, ganske som om Dyret var blevet purret op af Søvne og kom for at se, hvad der var paa Færde. Det syntes dog at være kommet paa det rene med, at vort støjende Arbejde ikke var til dets bedste; thi det trak sig hastigt tilbage. Idet det gjorde omkring, blev det snappet ved et af Bagbenene og trukket frem, hvorover det syntes at blive meget ængsteligt. Vi salte vor Fange i et Kar med Græs, Dynd, Vand osv. Dyret kradsede overalt for at undslippe af sit Fængsel; men da det fandt sin Ulejlighed spildt, blev det roligt, krøb sammen og syntes snart at sove. Om Natten blev det dog igen meget uroligt og kradsede atter med Forpoterne, som om det