Dyrenes Liv: I Pattedyr

ABERNE 51 Billede, holdt af, at man legede med den, forplantede sig i Fangenskab o. s. v. Dens Hjem er det nordvestlige Afrika, hvor den lever i store Flokke under en gammel, erfaren Hans Førerskab. Den er meget klog, listig og forslagen, behændig og kraftig og forstaar i Nødsfald udmærket at forsvare sig med sine stærke Tænder. Ved enhver lidenskabelig Ophidselse skærer den Ansigt i en Grad, som ingen anden Abc, bevæger Læberne hurtigt i alle mulige Retninger og klaprer samtidig med Tænderne. Kun hvis den er bange, udstøder den et hæftigt. kort Skrig. I fri Tilstand opholder den sig helst paa Klippevægge, men er ogsaa hjemmevant paa Træer. Ligesom Bavianerne skal den æde mange Biller og Orme, hvorfor den bestandig vender Stene og nu og da ruller dem ned ad Bjærgskraanin-gen. Paa stejle Klipper bliver den derved ikke sjælden farlig. Det paastaas, at Skorpioner er dens Yndlingsføde, og at den behændigt afriver deres Giftkrog og derpaa sluger dem begærligt. Magotcn er som sagt den eneste Abe, der endnu i vore Dage lever vild i Europa. Fra Gibraltars Fæstning kan man iagttage Flokken i Kikkert, naar den paa sin Jagt efter Føde vælter Stene om og triller dem ned ad Klipperne. Om deres Levevis her giver en Naturforsker, A. G. Smith, følgende Oplysninger (1872): »Aberne har i umindelige Tider opholdt sig paa denne Klippe, men naar eller hvorledes de er komne over Havet, er det umuligt at afgøre, og det mauriske Sagn, at der mellem Gibraltar og Marokko findes en underjordisk Gang, ad hvilken Aberne endnu den Dag i Dag gaar frem og tilbage, lyder dog lidt for fabelagtigt. Kun saa meget er vist, at de findes paa Klippen, om end i betydeligt mindre Antal end tilforn; ja, i flere Aar har hele Selskabet kun bestaaet af fire Medlemmer. Man ser dem sjældent, og naar Vinden drejer sig, skifter de i Reglen Opholdssted. Da de er meget kuldskære og modtagelige for enhver Temperaturforandring, tyr de, især ved Vindforandringer tra Øst til Vest, eller omvendt, om paa Læsiden af Klippen. De omtales i Reglen som overordentlig sky, hvilket imidlertid benægtes af andre, af hvis Nærhed de ikke har ladet sig forstyrre; imidlertid synes dog den Omstændighed, at de kun saa sjældent ses, at tyde paa Frygtsomhed hos dem; de forfølges aldrig af nogen; tværtimod fredes der paa det omhyggeligste om dem, dog formodentlig først fra den Tid af, da Englænderne kom i Besiddelse af Gibraltar. Fra Aaret 1855 har Kvartermesteren ikke alene taget dem i sin Varetægt, men ogsaa ført Bog over, hvor ofte de blev sete, og hvor mange de hver Gang var.« Brehin har efter skriftlig Henvendelse til Kommandanten paa Gibraltar modtaget følgende Beretning, hvoraf det fremgaar, at den en Tid lang nærede Frygt for, at disse Aber skulde uddø, heldigvis var ugrundet: »Antallet af de Aber, som bebor vor Klippe, udgør elleve Stykker. Da man har bemærket, at de uden Vanskelighed finder tilstrækkelig Føde paa Klippen, bliver de ikke fodrede, men er ganske