Dyrenes Liv: I Pattedyr

52 DYRENES LIV overladte til sig selv. Udkigsposten og Opsynsmændene vaager over deres Sikkerhed og forhindrer, at de blive jagede eller paa anden Maade foruroligede. For seks, syv Aar siden var de smeltede sammen til tre Stykker; men Sir William Codrington, som frygtede for, at de helt skulde uddø, indførte da 3—4 Stykker fra Tanger, og siden den Tid har de paa ny formeret sig og naaet det angivne Tal.« Senere er dette Tal steget til mere end det dobbelte. En Forespørgsel, stilet paa Lykke og Fromme til »en Officer i Gibraltars Besætning«, blev i Marts 1889 elskværdigt besvaret af Kaptajn Shephard, der skriver: »Det er svært, nøje at angive Antallet af de nulevende Aber her. I Forgaars saa jeg 12 Stykker sammen; men sidste Sommer saa jeg indtil 25 Stykker i Flok, og jeg tror, at man sikkert kan antage, at der i alt Fald er en 30 Stykker. Paa denne Aarstid ser man dem ikke saa ofte, fordi der er rigeligt baade af Føde og Vand paa de øvre Klipper; men i den hede Sommertid tvinger Vand- og Fødemangel dem til at stige ned, og da anretter de forøvrigt betydelig Skade i Haverne. I Juni—Juli sidste Aar havde Aberne mindst 6 Unger.« I Følge disse temmelig nye Iagttagelser behøver vi altsaa ingenlunde at befrygte, at Europas sidste vilde Aber skulde være i Færd med at uddø. Bavianernes Slægt (Cynocephalus') er ganske vist en af de mærkværdigste, men ingenlunde en af de mest tiltalende Abeslægter. Tværtimod finder vi i den de hæsligste, vildeste og mest frastødende Medlemmer af hele Abeordenen. I den møder vi det laveste Trin, hvorpaa Aben kan staa. Bavianernes græske Navn betyder »Hundehoved« og er for saa vidt træffende, som deres Hovedform nærmest ligner en plump Køters, medens de andre Abers mere eller mindre minder om Menneskets Hovedskal. Sammenlignet med dem er Bavianansigtets stærkt fremspringende Snudeparti i hvert Fald et karakteristisk Kendetegn. Bavianerne er, sammen med Menneskeaberne, Kæmperne indenfor Abernes Orden. Deres Legemsbygning er svær, deres Muskelkraft uhyre. Det tunge Hoved forlænger sig i en stærk, lang, fortil afstudset, ofte opsvulmet eller foldet Snude med fremstaaende Næse; Tandsættet ser rovdyragtigt ud med dets frygtelige Hjørnetænder, hvis Bagside danner skarpe Kanter; Læberne er meget bevægelige, Ørene smaa, Øjnene stærkt overhvælvede, og deres Udtryk er et tro Spejlbillede af Aben selv — listigt og ondskabsfuldt uden Lige. Alle Lemmer er korte og stærke; Halen er snart kort, snart lang, snart glathaaret, snart kvastformig. Kindposerne er store, og Sædeknuderne naar en ligefrem afskrækkende Størrelse og er sædvanlig yderst stærkt farvede. Den lange og bløde Pels forlænges hos nogle Arter paa Hoved, Hals og Skuldre til en fyldig Manke og bærer