Dyrenes Liv: I Pattedyr

54 DYRENES LIV og man paastaar, at deres Røvertog formelig ledes efter en forud overlagt Slagplan. Mere end nogen anden Abeslægt viser Bavianernes hele Form og Holdning, at de hovedsagelig er Jorddyr. Deres Gang ligner klodsede Hundes; ogsaa naar de rejser sig op, støtter de sig gerne paa Hænderne. Saa længe de er uforstyrrede og har god Tid, er deres Gang langsom og tung; men saa snart de ser sig forfulgte, slaar de over i et mærkværdigt Galop, der medfører de besynderligste Bevægelser. Deres Aandsevner svarer fuldstændig til deres ydre Fremtoning. Vi vil, til at begynde med, beskrive denne gennem et Citat af Scheitlin: »Bavianerne er alle mere eller mindre slette Fyre, altid vilde, vredagtige, uforskammede og lumske; deres Blik er listigt, deres Sjæl ond. Til Gengæld er de lærvilligere end mindre Aber og viser mere Forstand; men denne er altid blandet med List. Først hos dem kommer den for alle Aber karakteristiske Efterabelseslyst rigtig frem; ved den kan de synes at faa noget menneskeligt ved sig, men ogsaa kun synes. De mærker let enhver Snare, og mod deres Fjender forsvarer de sig med Mod og Stædighed. Hvor trodsig deres Natur end er, kan man dog tæmme dem, medens de er unge; men naar de bliver ældre, vender den gamle Adam tilbage. Lydigheden ophører da, og de bliver nu igen arrige og bidske.« Scheitlin har i del hele Ret. Bavianernes Sind viser Abesindet i dets fulde Udvikling, men, vel at mærke, i Retning af det onde. Dog kan vi ikke frakende disse Dyr visse gode Egenskaber. De viser en overordentlig Kærlighed til hverandre og navnlig til deres Unger; de holder ogsaa af den, der plejer og opdrætter dem, og kan endogsaa paa mange Maader blive ham til Nytte. Men i Sammenligning med deres slette Egenskaber er de enkelte gode Sider hos dem rent forsvindende. Især udmærker de sig fremfor andre Aber ved deres frygtelige Hidsighed. Deres Vrede blusser op som en Straaild, men slukkes ikke saa hurtigt. Et eneste Ord, en spottende Latter, ja et vredt Blik kan bringe en Bavian i Raseri, og da glemmer den alt, selv sit tidligere Venskab. Vel undgaar Bavianerne Mennesket, men gøres det nødig, indlader de sig i Kamp saavel med ham som med Rovdyr. Og denne Kamp bliver ofte ret farlig. Leoparden synes at være deres værste Fjende, men den angriber dog helst kun de yngre Dyr; en Flok vover den aldrig at anfalde. Dette gør ikke en Gang Løven, efter hvad de Indfødte forsikrer. Bavianerne har ingen Vanskelighed ved at faa Bugt med en Hund, og dog kender dette ædle Dyr ingen større Fornøjelse end at deltage i en Jagt paa disse Aber. Man skulde tro, at en Hund, der én Gang havde haft at gøre med en Bavian, for Fremtiden maatle tabe Lysten til at indlade sig med den; men det er ikke Tilfældet. Kaplændernes Jagthunde forlader tværtimod ethvert andet Dyrs Spor, saa snart de krydser en Abes