Dyrenes Liv: I Pattedyr

aberne 55 Vej. Kolonisterne paa Kap frygter langt niere for deres Hunde, naar de forfølger Bavianer, end naar de er paa Leopardjagt. Saa snart et Kobbel Hunde faar Øje paa en Bavianflok, styrter det rasende løs paa den. Aberne griber Flugten, og Hundene forfølger dem, men spredes mere og mere. Alle de svagere Bavianer skynder sig ad Klipperne til for der at komme i Sikkerhed; men de stærkere Han-Bavianer holder sig bagest og optager Forfølgernes Angreb. Af og lil vender de lynsnart Hovedet om mod Hundene og tilkaster deni et ondskabsfuldt Blik. Naar en af Hundene har indhentet en Bavian og vil gribe den, styrter denne sig pludselig over Hunden og hænger i næste Øjeblik fastklamret om dens Bryst og Hals, river med de skarpkantede Hjørnetænder dybe Flænger i dens Bryst og bibringer den det ene Saar efter det andet, vælter sig omkring paa Jorden med den og lader den til sidst ligge der blødende i Dødskamp, medens den selv fortsælter sin Flugt til Klipperne og udstøder djævelske Haanskrig. Vel afrettede Hunde forstaar dog at undgaa Faren. De spreder sig ikke, men overfalder i Forening en enkelt flygtende Abe. Naar tre, fire-Hunde holder sammen om Bavianen, maa den i Reglen bukke under, hvis den ikke i Tide kommer i Sikkerhed. — Foruden Hunde, Leoparden og Løven har Bavianerne ingen for den særlig farlige Fjender. Dog maa man antage, at de har gjort slemme Erfaringer med Hensyn til Slangernes Gifttænder; thi ingen Bavian løfter en Sten eller gennemsøger en Busk uden forud at forvisse sig om, at der ikke ligger en Slange skjult. Skorpioner frygter de kloge Dyr derimod ikke, men forstaar med stor Behændighed at fange dem og — inden de begærligt sluger dem — at berøve dem deres Giftkrog, uden at komme galt afsted. I Sydafrikas Ørkenegne skal tæmmede Bavianer kunne benyttes til at finde Vand. Man giver dem da et eller andet salt at æde, fører dem nogle Timer senere ud i løs Line og lader dem selv føre an. Det af Tørst plagede Dyr løber først i den ene, saa i den anden Retning, snøfter, rykker Planter op for at undersøge dem og viser omsider — enten ved Gravning eller ved at vælge en bestemt Retning — hvor Vandet er at finde. En Overgangsform mellem Makakerne og Bavianerne, af nogle regnet til de første, af andre til de sidstnævnte, er Moren eller den sorte Bavian (Cynopithecus niger), der lever paa Celebes. Dens Friluftsliv er endnu kun lidet kendt; men i den senere Tid er den ofte kommen til Europa og har her levet rum Tid i Fangenskab. Den siges bedre end nogen anden Abe at egne sig for »Abeteatre«. Den lærer saa let, som var det en Leg, husker det lærte og »arbejder« ligefrem med Fornøjelse. Til de mankeløse Bavianer hører Babuin’en (Cynocephalus babuin, Fig. S. 53), der foroven er olivengrønlig eller gullig (hvert Haar afvekslende sortagtigt og gult ringet), paa Undersiden lysere, paa Kinderne hvidgul. Ansigt og Øren er blygraa. de øvre Øjelaag