Dyrenes Liv: I Pattedyr

56 DYRENES LIV hvidlige, Hænderne graabrune og Øjnene lysebrune. Voksne Hanner bliver 65—70 Ctm. høje over Skuldrene og 1,50 M. lange, hvoraf den forholdsmæssig tynde Hale rigtignok udgør en Tredjedel. Nær beslægtede med den er den sydafrikanske Tsch ak ma eller Svineb a via nen (C. porcarius) og den vestafrikanske Sphinks (C. sphinx). I Levevis adskiller disse tre Bavianer sig næppe indbyrdes, hvorfor det vil være tilstrækkeligt at omtale den bedst kendte, Babuinen. Den findes og er hyppig i Abessinien, Kordofan og andre mellemafrikanske Lande. Ogaa i tysk Østafrika skal den være almindelig, ja helt over til den øvre Lualaba. I ydre Optræden ligner Babuinen ganske de andre Bavianer, men i aandelig Henseende staar den over dem. Den er et meget klogt Dyr og bliver, naar den er indfanget som ung, overordentlig let fortrolig med Mennesker, lader sig let afrette til alle mulige Kunststykker og hænger — selv om den behandles slet — med stor Troskab ved sin Herre. Hunnen er dog blidere og mere omgængelig end Hannen, og denne kan ofte vise sig lunefuld og ubehagelig overfor sin Herre, medens Hunnen staar paa den fortroligste Fod med ham. Om Babuinens Væsen i Fangenskab udtaler Brehm sig med megen Erfaring: »Den første Babuin, jeg havde, fik Navnet Perro. Det var et smukt, livligt Dyr, som allerede efter tre Dages Forløb havde sluttet sig ganske til mig. Jeg gjorde den til Dørvogter og lænkede den over Gaarddøren. Her udsøgte den sig snart en Yndlingsplads, hvorfra den bevogtede Indgangen. Kun de Folk, den kendte, fik Lov at komme ind; for enhver anden spærrede den haardnakket Adgangen. Ved slige Lejligheder løftede den Halen og slog hæftigt paa Muren med den ene Haand, ganske som et opbragt Menneske slaar i Bordet; kun knyttede den ikke Haanden. Dens Øjne lynede af Vrede, den udstødte nogle Hyl og styrtede løs paa sin formentlige Fjende. Undertiden forstillede den sig dog med den største Underfundighed, paatog sig en venlig Mine, smaskede flere Gange, hvilket altid var et Venskabstegn, og strakte Haanden ud mod den kommende. Naar da dens List lykkedes, snappede den som en besat Haanden, rev Fjenden hen til sig, kradsede og bed ham. Den stod paa en meget venskabelig Fod med alle vore Dyr, undtagen med Strudsene. Dog var disse selv Skyld i det fjendtlige Forhold. Perro sad i Reglen, naar dens Portnertjeneste var overflødig, ganske rolig paa sin Mur og holdt en Rest af en Halmmaatte over Hovedet som Værn mod de brændende Solstraaler; men den glemte at tage de fornødne Forholdsregler for at beskytte sin lange Hale, der hang ned ad Muren. Da nu Strudsene har den Uvane at bide i alt, hvad der ikke er mur- og nagelfast, saa hændte det ofte, at en af disse Fugle kom trippende og nappede dygtigt i Halen. Perro kastede da sin Halmmaatte, skreg højt og greb med begge Hænder pm Strudsens Hoved og rystede det af alle Krapfter. Det varedp